Banjomusenes absurditeter

  Årets, og især da julens, mest chokerende nyhed var, at Søren Banjomus pga. en slåfejl på en hedengangen skrivemaskine er blevet skrevet med "og" i stedet for "om", hvilket fjerner meningen fuldstændigt og gør teksten absurd. Brandenburg synger selvfølgelig sit korrekte "om", det er der, hvor musene danser, og altså ikke deres fjender, menneskene, som ligger og sover.
  Hvad mon man kan lære af det? Ingenting såmænd. Hermed:

Glædelig Jul og GODT Nytår til alle jer, kære læsere af min blog! 

  Nu vil jeg tage i Kødbyen og spise vegetarmad, vi ses til næste år, hold jer muntre!

Valdhornet

  Et af de meget gådefulde instrumenter, valdhornet, har for nylig voldt mig lidt hovedbrud. Jeg er i gang med et værk, hvor hornstemmen er relativt tungtvejende og i hvert fald meget tydelig, i det hele taget er hornstemmer ret tydelige, horn og horngrupper er et ufatteligt godt bindemiddel og samtidig perspektivgiver i et sats.
  Nå men, jeg måtte jo se nærmere på det, slog op i mine instrumentationsbøger. Lykkeligvis nåede jeg frem til, at den hornstemme, jeg foreløbig har skrevet, ligger i det klangregister jeg ønskede at anvende.
  Undervejs blev jeg mindet om dette skønne instrument, dets historie og bogstavelige(!) finurligheder.
  Se med her i fin horndemo:

https://www.youtube.com/watch?v=cK0UFgnrIqY

  Og i Carl Nielsens blæserkvintet:

http://www.kb.dk/export/sites/kb_dk/da/nb/dcm/cnu/pdf/CNU_II_11_chamber_music_2.pdf
side 159 

Mozarts rytmer

  Idag kom jeg ved et tilfælde til at lytte til dele af en Mozart-symfoni. Det var kun brudstykker, og det var gennem en døråbning.
  Først hørte jeg, at de var godt i gang med en gennemføringsdel, stemmerne flettede og modulerede på kryds og tværs.
  Da jeg gik den anden vej forbi døråbningen igen, var der en forenkling, men også en intensivering i satsen, og pludselig kom der et heftigt synkope-sted. Wow.
  Jeg har gået rundt i årevis og troet, at jeg studerede noget 'avanceret', når jeg spillede eller skrev såkaldt skæve rytmer, vekslende taktarter, polyrytmer og overlappende bjælker, og hvad ved jeg...
  Så skulle jeg bare lytte til en helt enkel passage, som Mozart lige intensiverer, for at fatte rytmens rationale, så at sige.

Kniplingsfremstilling I

Kniplende kvinder år ca. 1860, fra bogen "An Illustrated Guide to Lace"

Kniplingerne blev fremstillet af de fattigste kvinder, men båret af de rigeste mænd og kvinder. Ofte var mønstrene meget figurative, det var til brug på en kyse fx., hvor motivet kunne ses tydeligt. Andre var mere rent ornamentelle af den simple grund, at de skulle foldes i mange lag på manchetter eller krøse, hvorved selve mønstret ikke blev så synligt.

Link til Carl Nielsens noder

  Det er en usigelig luksus for nodenørder at kunne gå direkte til både revideret partitur, noter og udsnit fra Carl Nielsens manuskripter, her de tre instrumentalkoncerter:

http://www.kb.dk/export/sites/kb_dk/da/nb/dcm/cnu/pdf/CNU_II_09_concertos.pdf

- og der er selvfølgelig flere partiturer at finde hos kb, altså: Det Kgl. Bibliotek!

Rejsen, den ny fornødenhed

  Ikke uden grund er rejsen blevet så stort et omdrejningspunkt for vores liv, for såvidt som at de basale behov er dækket, og at vi tilmed lever i et ufatteligt rigt land og kan få fede uddannelser.
  Rejsen er altså sammen med bl.a. god mad blevet nye "fornødenheder". En sådan nød jeg godt af forrige weekend, hvor jeg tog ophold i Hannastuga i Småland med en god ven.
  Jeg kunne godt sidde og arbejde lidt, her læser jeg Eske K. Mathiesens digte på svensk, som han har været så venlig at sende mig.

Per Nørgårds orgelmusik

  

Komponisten modtager applaus ved en uropførelse, Per Nørgård i en
lidt yngre udgave i Vor Frelser Kirke, fra orgeldagens programblad

  For nylig var jeg heldig at dumpe ind i Frelserkirken og opdage, at Jens E. Christensen var i gang med at fremføre alle Per Nørgårds orgelværker, og at Per selv var tilstede for at fortælle om dem!

  Det blev til meget dialog med publikum om brug af tekster og om hans forhold til det liturgiske. Elegant snoede han sig mellem faldgruberne af enten afstand eller nærhed til det konkrete trosunivers. Per har nemlig været gennem mange faser i sit liv, også spirituelt.

  En fin eftermiddag, som var kommet i stand pga. Ivan Hansens udgivelse af Per Nørgårds samlede orgelværker.

I'm not bossy, I am the boss

  Så gik der selvfølgelig også forargelse i den, da Michelle Obama skrev en twitter-hilsen til Beyonce på hendes fødselsdag, hvor hun kaldte Beyonce en "god rollemodel for de unge piger".
  Beyonce havde da forlængst i 2012 komplimenteret Michelle Obama for at være et forbillede som god og kærlig mor, som selv under stort pres forbliver ydmyg, kærlig og sensitiv. En stærk afrikansk-amerikansk kvinde.
  Rigtig mange havde svært ved at se den tidligere "Destiny's Child" sangerinde med hang til eksponering af egne kropsdele som nogetsomhelst kvindeideal.
  Der er jeg klart på Michelle Obamas hold: selvfølgelig skal man danse og vise mås, alt det man orker. Eller lade være, hvis ikke man vil. Det er forskelligheden som er målet, nemlig.
  Beyonce har da også fyret en fed sætning af, som sætter visse ting på plads mht. roller og ageren, og som jeg sommetider luner mig ved, når jeg selv bliver skydeskive for dit og dat: "I'm not bossy, I am the boss". Iøvrigt er det et Sinead O'Connor citat, men dét gør det ikke ringere...

Så er det ude....

  Kniplinger kan noget.
  Det er simpelthen interessant, hvordan denne klassiske, let erotiske, i tidligere tider håndværksfremstillede kvindepynt overlever sig selv igen og igen.
  Den ekstremt satsede kunstkritiker fra USA, Wendy Steiner, har påpeget ornamentets betydning i sin kunstkritik "Venus in Exile". En stor inspirationskilde for mig. Hun mener modsat alle andre feminister, næsten, at fraværet af kvinden som skønhedsobjekt i maleriet har været et tilbageskridt i æstetikkens udvikling(!). Jojo, du læste rigtigt...!
  Det kræver en længere forklaring dog, men...
- her ser I til gengæld Michelle Obama videreføre kniplingspynteriet i flotte farver:

http://preenbythorntonbregazzi.com/blogs/news/40151235-michelle-obama-arrives-in-the-uk-wearing-preen

Værdighed

Se dette utrolige program, hvor man kan lære nyt om Rosengård i Malmø, kvinders integration og om værdighed, værdighed, værdighed....

http://www.svtplay.se/video/3394521/landgang/landgang-sasong-7-avsnitt-3

Tillykke til Thomas Adés

  Det var en stor oplevelse at se Thomas Adés dirigere DR Radiosymfoniorkestret, og at høre musikken der kom ud af det. Så grynet af intelligente detaljer, at det kræver mange lytninger at bare nærme sig!

  Min gode kollega Svend Aaquist Johansen, selv dirigent også ud over sit komponisthverv, gjorde mig opmærksom på marchbands, fuldt instrumenteret med althorn og det hele og på Lutoslawskijsk aleatorik citeret i andre passager.

  Det blev en rigtig festaften med uddelingen af Sonnings Musikpris.

  Forinden havde jeg hørt Adés fremføre noget af sin musik sammen med Den Danske Strygekvartet, hvor han selv spillede meget overskudsagtigt på klaver.

  Faktisk har jeg selv for mange år siden haft en uropførelse i London, på Almeida Theatre, hvor Adés også deltog. Nu fik jeg lejlighed til at lykønske ham i forbindelse med den flotte pris!

                                                                                                                                                                          Foto: Cecilia Lindwall

Klarinetsteder. Prokofiev II

  Tænk engang, nogle fede klarinetfigurer, og især at han starter satsen med de aller-aller-dybeste toner i chalumeau-registret på den ellers almindelige mellemleje-klarinet..! Og så senere kommer basklarinetten og tager over, og da er man psykologisk primet, så at sige, til de dybeste, meget fysiske og ret skumle toner fra basklarinetten.
 - Så kan jeg også mægtig godt lide springfigurerne, som optræder i næsten alle strygerne, han får virkelig rustik bondelyd ud af det.      

  Dobbelte dobbeltgreb, han kan sit kram, så strygerne kan hoppe og samtidig give fylde til akkorden.

Klarinetten indleder satsen "Masker" med nogle af sine dybeste toner

 Efter yderligere 6 takter er også basklarinetten helt nede i sit dybeste leje

De meget virkningsfulde dobbelte dobbeltgreb i hhv. violin II
og bratsch, mod satsens slutning

NB: Hele partituret er noteret i C

Egen agenda. Prokofiev I

  Det blev lige partituret til Romeo og Julie af Prokofiev, som jeg faldt over i reolen.     

  Jeg har ellers snart brug for at studere et værk med solist, men så skal jeg vist på biblioteket…

  Mit ærinde er "tossestreger", altså figurer hvor man aner den tovlige side af Prokofiev.

  Måske er jeg der for at stjæle, men måske lige så meget for at nyde tovlighederne: vi lever i en tid, hvor konventionen har alt for let spil, den megen assimileren på de sociale medier gør særheder sjældnere. Også selvom man er en mester til at opsøge dem.

  Mit ærinde er også bare det at have et ærinde: den klassiske musiktradition er en sværvægter, så man kan væltes omkuld, hvis ikke man kender sin angrebsvinkel(…!)

  En stor nydelse imidlertid, lyt med på:

https://www.youtube.com/watch?v=sTzKxGeYywo

Vær velkommen!

  Så er jeg igang med redigeringen af et kompakt stykke for kirkeorgel.

  Det er tænkt til en organist, som råder over et barokorgel, jeg skal derfor måske tænke i terrassedynamik: barokorgler har vist ikke et såkaldt svelleværk til at trinfrit regulere mellem forte og piano.

  Men så har det så meget andet. En fin klang.

  Det er lidt sværere at sætte tempi end i andre stykker, kirkeakustik er noget låddent noget.

  I anledning af at det er et kirkeorgelstykke, har jeg indflettet "Vær velkommen, Herrens år". Jeg synes det er så smukt hver nytårsaften, når alle står og synger med på dén!

  Måske skulle jeg kalde det: "Vær velkommen, Alle flygtninge!"

Grumhed og skønhed

Gå ind på Dansk Ornitologforenings hjemmeside og se et billede af en slørugle, som har fanget sin aftensmad!

http://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1390

Læsning der kradser

  For ganske nylig var jeg heldig at falde over den seneste udgivelse fra den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Den er vist ikke udgivet på dansk, det er den svenske version jeg har købt.
  Den har titlen "Eros agoni" og hudfletter nådesløst IT-samfundets nye narcissist-type, som dårligt er i stand til at relatere på et dybere plan, ikke alene pga. en overfølsom selvoptagethed, nu hvor alt både kan og skal udstilles, og privathed er noget der bevidst skal kæmpes for. Men også fordi der nu er en helt syg almen forestilling om, at vi mennesker kan realisere os selv gennem forbrug alene....
  Ja, det er kradse sager, jeg genkalder mig 80'ernes narcissismebeskrivelse af Christopher Lasch. Det ser bestemt ikke kønnere ud nu.
  Omvendt er jeg heldigvis hele tiden i kontakt med nysgerrige, ægte, kreative og levende mennesker fra alle aldre og samfundslag. Ellers ville bogen have gjort mig helt deprimeret, den er SÅ præcis i sin beskrivelse af en række forkerte præmisser, vi kollektivt sætter op.

Sangtekster, videointerview med Cecilia Lindwall

  Valget af myte er tæt forbundet til valget af tekst, når der skal skrives noget musik.

  Det er ikke så let: teksten har også en subtekst, der er flere lag og myter at forholde sig til. Og hvad vil man bruge sin kreative energi på?

  En professor på konservatoriet sagde engang, at når han var i tvivl "kunne han altid finde noget i biblen". - Det kan jeg så ikke!

  Som en anden dovenlars overlod jeg sidste gang dilemmaet til sangeren, som jo også har sit at skulle have sagt, sunget…

  Cecilia Lindwall fandt nogle tekster på sit smukke svenske originalsprog. I interviewet kan I høre, hvad hun tænker om dét.

https://vimeo.com/134541532?utm_source=email&utm_medium=clip-transcode_complete-finished-20120100&utm_campaign=7701&email_id=Y2xpcF90cmFuc2NvZGVkfDI0NDljOGMxMjBkYjQ0MjhlMDFjYWI4MzFkOTlhMzZiNDcwfDI1MTE2MTcyfDE0Mzc5MjI5NjN8NzcwMQ%3D%3D

Det store. Malere II

  En dansk billedkunstner, som jeg har meget stor respekt for, er John Kørner.

  For nogle år siden oplevede jeg hans malerier af prostituerede ved en udstilling på Arbejdermuseet, …det var grådfremkaldende.

  Hans krigsbilleder med Afghanistansoldater har jeg oplevet to af ved en særudstilling på Statens Museum for Kunst, deres nyindkøbte værker.

  For nylig var jeg så heldig at falde over et tv-interview med ham, hvor han ganske usentimentalt gjorde rede for, hvordan æstetikken gerne må være "lækker" (det sagde han!), historierne skal være "let tilgængelige". Det er altså mere end bevidst, at han maler figurativt og vælger mennesklige temaer, som vi alle kan relatere til, og som han i den grad får bragt ud over scenekanten!

  Det skal være "stort", siger han, og "fordybende".

Valget. Malere I

  Det er altid godt at orientere sig i, hvordan andre kunstnere tænker omkring kunsten som begreb og omkring konciperingen af et værk. Gerne i en anden kunstart, jeg læser derfor p.t. i Mark Rothkos, den amerikanske maler, meget personlige kunstfilosofiske bog "The Artist's Reality".

  Rothko havde faktisk en beslægtet kunstner indenfor mit felt: komponisten Morton Feldman, som indirekte har været årsag til, at jeg i en periode studerede i New York, selvom jeg aldrig har mødt ham personligt.
  De var venner, Rothko og Feldman. Feldman havde ydermere endnu en passion for billeder i form af ægte tæpper, men det er lige nu en anden historie.

  Heldigt for mig: selvom Rothko taler ud fra en anden kunstart om lys fx(!), er kapitlet om udtryk og belysning noget, der næsten danner svar på ting, jeg tumler med. Han nedbryder vores emotionelle respons på billeder til at grundlæggende kun være fælles, når det er den store mennesklige grundangst for at dø eller blive udstødt, som er malet. Andre mener det samme. Jeg 'mener' ikke noget om dette, men oplever en vis frihed i den vinkel, som jeg godt kan trænge til i mit arbejde med et nyt stykke….

  Han konkluderer, at vi jo selv vælger vore myter. Jovist. Stor taknemmelighed for det.

Uropførelsen i Nordjylland

  Det er sommer, og jeg befinder mig langt fra computere og det der ligner...

 -Men I skal lige have nyt fra min uropførelse i Nordjylland. Det var den 9. juli, og billedet er fra rejsen derop med de to musikere: sopran Cecilia Lindwall ved rattet, og ved siden af Galya Kolarova, pianist.
Det var mens vi ventede på færgen, og humøret var jo højt, som det fremgår.
  De havde lavet en fremragende indstudering af mine nye sange til tekster af Edith Södergran, som Cecilia havde fundet: foran ventede koncerten, som også havde mange andre både afdøde og nulevende komponister på programmet. Alt forløb vel, mere herom senere.

Nye sange og ældre romancer

Torsdag 9.juli 19.30 Sæby Kirke

LIEDER-AFTEN

Cecilia Lindwall, sopran • Galya Kolarova, klaver

Hvis du befinder dig i sommerlandet og har en trang til at lytte til nordisk tonetrylleri, nye sange af Eva Noer Kondrup m.fl., klassiske romancer og, ikke mindst: en intens og smuk sopranstemme, så gå til denne koncert:

  Om aftenen den 9. juli i Sæby Kirke vil Cecilia Lindwall synge nyskrevne sange af Eva Noer Kondrup, som Cecilia Lindwall har bestilt en række sange hos, og også nye værker af Timothy Baxter og Ivar Nørgaard.

  Cecilia og Eva satte sig sidste sommer og så på Edith Södergrans digtning: har den mon det, som de søger: et forhold til naturen, en ikke-urban poesi? Ja, den har alt dette og mere til.

  Cecilia valgte en lille række digte, som Eva Noer Kondrup kunne læse på. Eva havde bedt om ultrakorte digte: der er en tendens til at længere tekster kan give en lidt vævende sats, og Eva ville lave sange som sådan…

  Det endte med to korte tekster:  "Stjärnorna" og "Skogssjön" samt en længere: "Det främmende trädet".

  Det sidste digt ligger i sin symbolik og billedverden meget nær venskabet mellem Cecilia og Eva, og handler om noget, som står deres hjerter nær: rejsen. "Det främmande trädet" handler om, at man kun kan blive lykkelig, hvis man sørger for at komme væk hjemmefra.

  Pianisten Galya Kolarova, uddannet koncertpianist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, er Cecilias ledsager på rejsen gennem de nordiske sange fra nu og før, idet programmet også indeholder klassikere af Grieg, Sibelius og Nielsen, som jo har 150 års fødselsdag. 

  Nordjyderne vil være bekendt med Eva Noer Kondrups musik, idet hun gennem 2 år fra 2001 var ansat som huskomponist ved Aalborg Symfoniorkester, hvor bl.a. hendes værk for bratsch og orkester "Ulvemælk" fik sin uropførelse.

  

Arrangementet er en del af Vendsyssel Festival. Man kan læse mere om programmet og kunstnerne på www.vendsysselfestival.dk , som også oplyser om billetkøb.

Alcina med Schäfer

  Er under lytning til en fantastisk indspilning: Händels Alcina-opera i forkortet suite-udgave med den berlinesiske nattergal Christine Schäfer og de lokale Barock-Solisten.

  Engang var barokmusikere en samling semifanatikere importeret fra Haag, ihvertfald Holland, bl.a. den legendariske emo-type Hildegard Perl, som vistnok var lutenist eller sågar ærkelutenist, eller var det theorbe hun spiller/spillede...(?), hun var ihvertfald en sand classic punker.

  - Da jeg jo selv tilhører den helt NORMALE, haha, befolkningsgruppe af nørdede moderne musik komponister, af violinisten Helge Slaatto kaldet "mørkesøgende insekter".

  Nå men: jeg lutres (vitterligt!) ved denne fantastiske musik, Händelmand kan godt være lidt mekanisk indimellem, men håndværker, det er han skis'me i særklasse, og hans indflet af vekslende satsarbejde er inspirerende her ved nodepapiret.

  Og så den ekvilibrisme med hvilken orkestret eksekverer deres forsiringer: jeg er lykkelig, og jeg må have en fredagsbajer i egen solitær-sær fredagsbar efter endt lytning :-)

Ufremkommelighed

  Kirgizstan er et meget svært fremkommeligt land. Og i den absurde blanding af nykapitalisme, indeklemthed mellem stormagterne KIna og Rusland og sågar USA ifm. krigen mod Taleban, og et folk der stadig i hjertet er nomader, kan man fx. opleve: at en tyskbrugt Mercedes står parkeret i vejkanten, ejerne er stået ud og går i marken og arbejder med deres hakker(!)

  Marken er mere end fuld af sten, intet får de forærende, og da slet ikke hvad angår infrastruktur, for hvad gør man, når ens land på tværs gennemskæres af 3-4 bjergkæder??!

Hverdag i kunstmusikken

  Idag, i dette øjeblik, bakser jeg med nogle violinfigurer. En god, basal ny-gammel verden har just åbnet sig for mig: Broby-Johansens bøger om kunst og kunsthåndværk, jeg har set dem i mine forældres og i mange andres bogreoler tusind gange og måske vidst, at de engang ville få betydning for mig. Jeg er en hund efter hverdagen i kunsten.

  Det kan ses, at ørepropperne har måttet tages i brug: der sættes altaner op i naboejendommen, og det larmer gudsjammerligt med brummetoner og det hele.

  Indimellem er jeg dejá-vu-agtigt ført tilbage i tiden til cirka 1991, hvor jeg sad på Østerbro i Ribegade ved mit klaver og ledte efter violinfigurer til et stykke for violin og electronics: "Heaven can wait" kom det til at hedde. Jeg var lige startet på konservatoriet. Der er nok mere ro om processen nu, ikke desto mindre opdagede jeg igår en virkelig fed kombi af to ret ens violinfigurer. God høst, så var dagen reddet. Og de holder ovenikøbet ved gennemspilning idag ;-)

Grove kniplinger

  I Kirgizstan regnede jeg med: ville jeg finde elegante kniplingsassociationer, men det blev til mere grove kniplinger, som jo, ret beset, er ligeså fine…(!)

  Landet er råt af nedslidning, imidlertid har kvinderne nydt godt af sovjet-tiden: de har lært, at de selv kan styre traktoren, og de har fået god skolegang, men efter 1991, hvor sovjet-æraen sluttede, og særligt efter finanskrisen, har landet næsten kun haft tilbagegang.

Hestekvinden

  På min netop gennemførte rejse rundt i Kirgizstan, var jeg heldig at besøge en forbilledligt stærk og selvstændig kvinde nær bjergsøen Issyk-Köl.

  Selvom hestene løber frit rundt ude på landet sammen med køer og høns, hunde m.fl, og får især, dog under hyrdens bevogtning, låste hun omhyggeligt sine egne heste inde hver aften.

  Det er fordi der fra nabolandet kommer tyve over bjergene om natten for at stjæle heste med hjem. Hvis det en sjælden gang opdages hvem de er, og de tvinges til at bringe hestene hjem, kommer de tilbage med nogle helt forkerte heste(!)

Status i nodeværkstedet

  Status her i værkstedet er følgende: jeg blev igår færdig med klaverdelen til Cecilia Lindwalls sange. Hun fik det hele sendt i blyantsversion. Dermed kan det transponeres inden renskrivningen, hvis noget skulle ligge virkelig dårligt for hendes stemme. Hun har dog kendt værkets sanglinie et stykke tid, og har endnu ikke brokket sig ;-)

  Sangene vil få deres uropførelse den 9. juli ved Vendsyssel Festival!

For ikke at slippe sangerne, nu jeg er godt igang, fortsætter jeg med kormusik til meget, meget fine tekster af Eske K. Mathiesen. Han har netop givet mig lov til at bruge dem :-)

  

Jeppe Murer og folk der jojker

I Vordingborg har de Gåsetårnet og en fantastisk klosterhave, men de har også i deres kirke nyrestaurerede kalkmalerier. Jeg var heldig at få en rundvisning, mens de endnu var nyafdækkede. Menigheden kan ikke få alt at se, og nærværende maleri var da også i mange år dækket af hvid maling, nu er det afdækket, men kan ses af præsten: det er i sidste kuppel og vender ind mod koret/alteret.

Det forestiller en håndværker, Jeppe Murer, som vist er lidt drikfældig og som bærer en narrehat med Golgata øverst, meget, meget frækt(!)

Forbudte billeder, jovist, men kirken forbød også visse former for musik: så sent som i 1693 måtte Lars Nielsson i det nordlige Sverige lide døden, fordi han var brudt ud i den forbudte jojken, da han havde fundet sit barnebarn omkommet i en ulykke. 

Bemærk iøvrigt den righoldige ornamentik.

Mozart og så videre....

Nu får det nok en ende for denne gang med lytning til Mozart: jeg har hørt klaverkoncert nr. 24 med Murray Perahia. Det var fint, orkesterdelen fremstod mere saftig omend stadig helt igennem smagfuld.
I en ganske bestemt vending opnåede jeg at få indfriet mit ønske: jeg oplevede meget intenst, hvordan en frase ved gentagelse kadencerede opad istedetfor nedad, men på nøjagtigt samme akkord. Dermed var mit ærinde fuldført: påmindelse om musikaliteten. Særligt intens hos Mozart.
Nu skal jeg over til andet lyttemateriale: Bachs h-mol-messe og Stravinskys Historien om en soldat, mine ærinder der, dem vender jeg tilbage om, hvis de tilknyttede projekter realiseres ;-)

Kniplinger og musik i Ungarn

Via en bekendt er jeg kommet under vejrs med denne fantastiske hjemmeside:

http://soundweaving.mome.hu/en/

De har ført tanken til ende: kniplinger som musik, sådan!

Mandag i c-mol

På en mandag efter en uhyggelig weekend, sorte skyer af vold, død og ødelæggelse over København, er det igen heldigt at være igang med lytning af Mozarts klaverkoncerter og især at være kommet til nr. 24 i c-mol.

Jeg har allerede for nogen tid siden lyttet den igennem med Alfred Brendel ved klaveret, idag gælder det Mitsuko Uchida:

https://www.youtube.com/watch?v=PftH8FVzIRY

I betragtning af de seneste dages hændelser og hvor uhyggelig tæt de kom, en god ven har synagogen i baghaven og en bekendt af mig var på arbejde i Krudttønden(hvilket navn…), er det naturligt at reflektere over Mozarts musik fra OPLYSNINGSTIDEN. Det oplyste samfund hævdes at være truet.

Alligevel kan jeg ikke helt svinge mig op til patos og stor filosofi. Men så meget desto mere græde tårer over de frygtelige hændelser.

Måske har jeg det som min ven Spillemanden: "…ser ikke det her som organiseret terror, men som macho og identitetsbearbejdning i afstumpede miljøer".

Jeg mener nemlig heller ikke, at truslerne om terror eller weekendens udåd er de største farer for samfundet, dem laver vi såmænd selv ved at skabe større og større polarisering mellem rig og fattig, lokalt som globalt. At dette kan gøre folk desperate, er selvfølgelig en del af historien.

Jeg gider ikke at lave lyde

Skulle nogen være i tvivl: undertegnede, Eva Noer Kondrup, elsker modernismen som sin kunstneriske moder. Men hun vil ikke arbejde med at lave lyde. 
Jeg vil lave musik: god, gammeldags, nå nej, det bliver det så ikke: musik. I min uddannelse blandt kunstmusikkomponister har jeg lært ikke at sige ordet "melodi", fydaføjda. Mens det var top at lave lyde. Det gider jeg altså bare ikke, slut prut. Nå ja: det sidste var så alligevel en lyd….(!)

Mens...

dagene endnu er korte, men der begynder at være tegn til lidt mere lys, kommer her nogle meget grønne billeder fra 2010. Det er fra en workshop på Bornholm med temaet nodepult-design og natur, hvor en flok kunstnere, kunsthåndværkere og musikere tilbragte en hel dag, 10. maj, ude i en fredsskov på Bornholm: designede, diskuterede, spillede, fik publikummer på, hvorefter vi endte med et festmåltid af sponsorerede bornholmske unghaner tilberedt af José Mendoza og Henrik Matthisen. Vejret var lykkeligvis i den grad med os, og tænk, om 3 måneder kommer der mere af det samme…!

Hélène Navasse opfører mit stykke "Diary from the Mountains" 

Nodepulten til "Diary" er designet af Øivind Slaatto

Ida Guldhammer, kunstner, forbereder stor rød nodelinie

Store nodelinier v/Ida Guldhammer

Hélène Navasse spiller tango af A. Piazzolla

Grå morgen og brillans

Clara Haskil 1895-1960

Hermed er en ny lytning igang. Ærkeklassisk. Det bliver Mozarts klaverkoncerter, jeg må bare høre nogle af dem. Der er ikke muligheder for at stjæle direkte: karakteren af Mozarts værker gør dem svære at bryde ned i enkeltdele, delene er så enkle tilsidst, at det smuldrer mellem fingrene på en. Til forespilning ved stillingsbesættelse i orkestrene, skal musikerne så vidt muligt fremføre Mozart i mellemrunden, for hvis de kan dét, så kan de….! Der er nemlig ikke meget at operere ud fra. Men altså: det, der så er…

Denne morgen bliver det klaverkoncert nr. 27 med Clara Haskil i en indspilning fra 1957. Selvom jeg ikke direkte kan hapse, håber jeg alligevel at noget siver ind. Under alle omstændigheder: nydelsen ved at sætte sig en grå januarmorgen og lytte til dette er ubeskrivelig, bare fedt at kunne undskylde med, at det er "i embeds medfør". Hæ.

Filmen KOMPONIST

Filmen KOMPONIST af Ida Bach Jensen kan nu streames på Filmstriben:

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/film/details.aspx?filmid=9000002198

Sikken voldsom trængsel

- og alarm, det er koldt - og vådt - , og man må STÅ sig varm.

Så har vi igen været gennem en del af julens glæder, og oplevet det danske samfunds hånlatter overfor de bløde trafikanter.

Vi skriver 2015, men det er ikke muligt på mindre togperroner at finde læ, endsige en smule varme. Selv på større stationer er det ikke muligt at hverken opholde sig indendørs eller komme på wc, og hvis der overhovedet er en kiosk, kan man kigge i vejviseren efter dens åbningstider.

Man skulle tro, at trafikken var indrettet for mennesker, men det er den ikke: den er indrettet for biler.

Skal man som gående eller med cykel på tur med de større færgeforbindelser, er billetten uforholdsmæssigt dyr og serviceniveauet helt under dørken. Hvorfor: jo, færgerne får tilskud for at kunne konkurrere med BILbroerne, og får derfor deres tilskud pr. bil, der kører ombord, og så er alt andet andet jo ligegyldigt…(!)

Meget ejendommeligt at man ikke udnytter moderne IT og teknologi til at lave fede transportsystemer fra dør til dør, hvor man kan læse, snakke eller bare slappe af trygt, varmt, enkelt.

Hermed ønskes et godt og mere velrejsende nytår til alle læserne af min blog!