fredag den 7. august 2015

Valget. Malere I


  Det er altid godt at orientere sig i, hvordan andre kunstnere tænker omkring kunsten som begreb og omkring konciperingen af et værk. Gerne i en anden kunstart, jeg læser derfor p.t. i Mark Rothkos, den amerikanske maler, meget personlige kunstfilosofiske bog "The Artist's Reality".
  Rothko havde faktisk en beslægtet kunstner indenfor mit felt: komponisten Morton Feldman, som indirekte har været årsag til, at jeg i en periode studerede i New York, selvom jeg aldrig har mødt ham personligt.
  De var venner, Rothko og Feldman. Feldman havde ydermere endnu en passion for billeder i form af ægte tæpper, men det er lige nu en anden historie.
  Heldigt for mig: selvom Rothko taler ud fra en anden kunstart om lys fx(!), er kapitlet om udtryk og belysning noget, der næsten danner svar på ting, jeg tumler med. Han nedbryder vores emotionelle respons på billeder til at grundlæggende kun være fælles, når det er den store mennesklige grundangst for at dø eller blive udstødt, som er malet. Andre mener det samme. Jeg 'mener' ikke noget om dette, men oplever en vis frihed i den vinkel, som jeg godt kan trænge til i mit arbejde med et nyt stykke….
  Han konkluderer, at vi jo selv vælger vore myter. Jovist. Stor taknemmelighed for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar