På en mandag efter en uhyggelig weekend, sorte skyer af vold, død og ødelæggelse over København, er det igen heldigt at være igang med lytning af Mozarts klaverkoncerter og især at være kommet til nr. 24 i c-mol.
Jeg har allerede for nogen tid siden lyttet den igennem med Alfred Brendel ved klaveret, idag gælder det Mitsuko Uchida:
I betragtning af de seneste dages hændelser og hvor uhyggelig tæt de kom, en god ven har synagogen i baghaven og en bekendt af mig var på arbejde i Krudttønden(hvilket navn…), er det naturligt at reflektere over Mozarts musik fra OPLYSNINGSTIDEN. Det oplyste samfund hævdes at være truet.
Alligevel kan jeg ikke helt svinge mig op til patos og stor filosofi. Men så meget desto mere græde tårer over de frygtelige hændelser.
Måske har jeg det som min ven Spillemanden: "…ser ikke det her som organiseret terror, men som macho og identitetsbearbejdning i afstumpede miljøer".
Jeg mener nemlig heller ikke, at truslerne om terror eller weekendens udåd er de største farer for samfundet, dem laver vi såmænd selv ved at skabe større og større polarisering mellem rig og fattig, lokalt som globalt. At dette kan gøre folk desperate, er selvfølgelig en del af historien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar