Min succés er nu åbenbar, min økonomi er ikke helt og aldeles håbløs, jeg skriver på flere værker og har et nu mangeårigt samarbejde med det dybe kvalitetsmenneske og pianist Christina.
Om lidt blomstrer syrenerne, og jeg har fået lyst til at holde i hånd. Og det skal være med en meget venlig mand.
På sikker afstand af min ungdom(...!) begynder jeg at se bredere, længere perspektiver, noget jeg i høj grad arbejder med i min musik, ja, det er faktisk omdrejningspunkt i min dialog med traditionen. Fordi netop modernismen, som jeg er rundet af, har opbruddet som sin kerne, føles det lige nu nærmest livsnødvendigt at finde det episke frem, vove det. Den store, sammenhængende fortælling.
Den generation af komponister, som jeg tilhører, er vidt spredt mellem de store interessefelter: elektronik, konceptkunst og, som jeg, partiturmusikken. Der har været store tragedier med tidlige dødsfald af jævnaldrende kollegaer, men vi klemmer på.
To af de allerbedste, som netop laver partiturer, er desværre blevet ramt af den barske sygdom, som starter med P, men de skriver hvad de kan og skaber fortællinger. De livshæmmende omstændigheder, rammerne, er et vilkår, det ved jeg fra mit mangeårige, meget givende bijob i plejebranchen. Jobbet har bragt mig helt tæt på det danske og såmænd også det internationale samfund, hvor jeg nyder selskab af folk fra, bogstaveligt, hele kloden. Engang var jeg på vagt med folk fra hele 5 kontinenter...! Masser af lærdom om immigration og masser af historier fra den absolutte udkant af samfundet.
At samtidig pleje og passe og skåne og opmuntre nogle af samfundets svageste, det skaber mennesklige erfaringer, og derfra ved jeg med sikkerhed at kunne sige: man er ikke sin sygdom, for, ærlig talt: man er sgu heller ikke sin sundhed (selvom fascister tror på den slags).
Trioen for horn, violin og klaver blev færdig sidste år, 1. sats er allerede opført ved et par koncerter sidste sommer, nu bliver det til en uropførelse af det samlede værk: sats 1 samt de nye: sats 2 leggiero og sats 3 con moto, den 15. april i Furesø Musikforening, info:
https://galaksen.dk/program/horntrio/
Programmet kan endvidere opleves på Vemmetofte Kloster den 28.5.:
Samt på Anholt Sommerkoncerter 6.7.
Som en lille opdatering herfra nodeværkstedet, travlhed med en lejlighedskomposition, arbejdstitel: "Anholt under disen" til koncert i Anholt Kirke den 6. juli, "smut" gerne forbi, tihi.
Mest bøvl med finansiering af store projekter, for at optræde transparent: det går ikke for godt med at få min "Ensomhedskantate", tekst af Shakespeare "Fønix og Turtelduen" ud at spille, det er minimalt hvad jeg har opnået af midler. Lidt bedre går det med min "BMW", ballet-musik-workshop, men det er mest fordi min gamle ven og pianist og balletkender Deborah Wood klør på med krum hals og nul i honorar, SUK altså...
Med en anden veninde har jeg en joke kørende: hvad ville du gøre, hvis du fik 30 mill. kr., nu har jeg sat et budget op, det kan vel ikke skade: i hvert fald en lejlighed med et separat arbejdsværelse, det er i sig selv en succés at jeg stadig (stædig) er blevet ved med at komponere i alle disse år i min krog på cirka 2 kvadratmeter, denne lille krog er en civilisationsmarkør, jeg siger det bare(!)Meeen: en smule mere plads og en dør at lukke efter endt arbejde....
Dertil en personlig assistent til redigering af noder, printning, kommunikation og andet godt, bare en dag om ugen. Og en hushjælp, som kan være her to dage om ugen, lave husligt arbejde og hjælpe med forberedelse af den ugentlige dinner, som jeg så ville være i stand til at afholde for familie og venner, mums.
Samt investeringer i grønne tiltag og især udbredelse af min musik: koncerter og indspilninger, PR, jamen altså, hvad man ville kunne udrette.
Tænk, hvor man kan bekymre sig: jeg er verdensmester i at gå i stå i administrative pligter: underligt, når nu jeg kan opstille partiturer og drible med instrumenterne i omfattende satser, men det sortner lidt for øjnene ved tanken om at opstille tal i kolonner.
Det vrimler ellers med gode tiltag her, med projekter, hvor tonerne nærmest springer ned på papiret, og fint ansøgningsarbejde, hvor nogle af fondene faktisk siger ja. Jeg kunne imidlertid godt bruge noget mere dejlig og derfor opmuntrende respons. Det kunne meget vel være gennem en erfaren leder og fundraiser fra andre dele af kulturlivet og/eller, tjah, medicinalbranchen...!
Sammen er man bare bedre, og nogen har vist sig god til at vise vejen med brug af kunstig intelligens, det har sparet mig for mange timers besvær med at formulere ansøgninger. Men også idéer til budgetter var og er velkomne: " - Hellere samle flere projekter til én stor ansøgning".
