Det store. Malere II

  En dansk billedkunstner, som jeg har meget stor respekt for, er John Kørner.

  For nogle år siden oplevede jeg hans malerier af prostituerede ved en udstilling på Arbejdermuseet, …det var grådfremkaldende.

  Hans krigsbilleder med Afghanistansoldater har jeg oplevet to af ved en særudstilling på Statens Museum for Kunst, deres nyindkøbte værker.

  For nylig var jeg så heldig at falde over et tv-interview med ham, hvor han ganske usentimentalt gjorde rede for, hvordan æstetikken gerne må være "lækker" (det sagde han!), historierne skal være "let tilgængelige". Det er altså mere end bevidst, at han maler figurativt og vælger mennesklige temaer, som vi alle kan relatere til, og som han i den grad får bragt ud over scenekanten!

  Det skal være "stort", siger han, og "fordybende".

Valget. Malere I

  Det er altid godt at orientere sig i, hvordan andre kunstnere tænker omkring kunsten som begreb og omkring konciperingen af et værk. Gerne i en anden kunstart, jeg læser derfor p.t. i Mark Rothkos, den amerikanske maler, meget personlige kunstfilosofiske bog "The Artist's Reality".

  Rothko havde faktisk en beslægtet kunstner indenfor mit felt: komponisten Morton Feldman, som indirekte har været årsag til, at jeg i en periode studerede i New York, selvom jeg aldrig har mødt ham personligt.
  De var venner, Rothko og Feldman. Feldman havde ydermere endnu en passion for billeder i form af ægte tæpper, men det er lige nu en anden historie.

  Heldigt for mig: selvom Rothko taler ud fra en anden kunstart om lys fx(!), er kapitlet om udtryk og belysning noget, der næsten danner svar på ting, jeg tumler med. Han nedbryder vores emotionelle respons på billeder til at grundlæggende kun være fælles, når det er den store mennesklige grundangst for at dø eller blive udstødt, som er malet. Andre mener det samme. Jeg 'mener' ikke noget om dette, men oplever en vis frihed i den vinkel, som jeg godt kan trænge til i mit arbejde med et nyt stykke….

  Han konkluderer, at vi jo selv vælger vore myter. Jovist. Stor taknemmelighed for det.

Uropførelsen i Nordjylland

  Det er sommer, og jeg befinder mig langt fra computere og det der ligner...

 -Men I skal lige have nyt fra min uropførelse i Nordjylland. Det var den 9. juli, og billedet er fra rejsen derop med de to musikere: sopran Cecilia Lindwall ved rattet, og ved siden af Galya Kolarova, pianist.
Det var mens vi ventede på færgen, og humøret var jo højt, som det fremgår.
  De havde lavet en fremragende indstudering af mine nye sange til tekster af Edith Södergran, som Cecilia havde fundet: foran ventede koncerten, som også havde mange andre både afdøde og nulevende komponister på programmet. Alt forløb vel, mere herom senere.

Nye sange og ældre romancer

Torsdag 9.juli 19.30 Sæby Kirke

LIEDER-AFTEN

Cecilia Lindwall, sopran • Galya Kolarova, klaver

Hvis du befinder dig i sommerlandet og har en trang til at lytte til nordisk tonetrylleri, nye sange af Eva Noer Kondrup m.fl., klassiske romancer og, ikke mindst: en intens og smuk sopranstemme, så gå til denne koncert:

  Om aftenen den 9. juli i Sæby Kirke vil Cecilia Lindwall synge nyskrevne sange af Eva Noer Kondrup, som Cecilia Lindwall har bestilt en række sange hos, og også nye værker af Timothy Baxter og Ivar Nørgaard.

  Cecilia og Eva satte sig sidste sommer og så på Edith Södergrans digtning: har den mon det, som de søger: et forhold til naturen, en ikke-urban poesi? Ja, den har alt dette og mere til.

  Cecilia valgte en lille række digte, som Eva Noer Kondrup kunne læse på. Eva havde bedt om ultrakorte digte: der er en tendens til at længere tekster kan give en lidt vævende sats, og Eva ville lave sange som sådan…

  Det endte med to korte tekster:  "Stjärnorna" og "Skogssjön" samt en længere: "Det främmende trädet".

  Det sidste digt ligger i sin symbolik og billedverden meget nær venskabet mellem Cecilia og Eva, og handler om noget, som står deres hjerter nær: rejsen. "Det främmande trädet" handler om, at man kun kan blive lykkelig, hvis man sørger for at komme væk hjemmefra.

  Pianisten Galya Kolarova, uddannet koncertpianist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, er Cecilias ledsager på rejsen gennem de nordiske sange fra nu og før, idet programmet også indeholder klassikere af Grieg, Sibelius og Nielsen, som jo har 150 års fødselsdag. 

  Nordjyderne vil være bekendt med Eva Noer Kondrups musik, idet hun gennem 2 år fra 2001 var ansat som huskomponist ved Aalborg Symfoniorkester, hvor bl.a. hendes værk for bratsch og orkester "Ulvemælk" fik sin uropførelse.

  

Arrangementet er en del af Vendsyssel Festival. Man kan læse mere om programmet og kunstnerne på www.vendsysselfestival.dk , som også oplyser om billetkøb.

Alcina med Schäfer

  Er under lytning til en fantastisk indspilning: Händels Alcina-opera i forkortet suite-udgave med den berlinesiske nattergal Christine Schäfer og de lokale Barock-Solisten.

  Engang var barokmusikere en samling semifanatikere importeret fra Haag, ihvertfald Holland, bl.a. den legendariske emo-type Hildegard Perl, som vistnok var lutenist eller sågar ærkelutenist, eller var det theorbe hun spiller/spillede...(?), hun var ihvertfald en sand classic punker.

  - Da jeg jo selv tilhører den helt NORMALE, haha, befolkningsgruppe af nørdede moderne musik komponister, af violinisten Helge Slaatto kaldet "mørkesøgende insekter".

  Nå men: jeg lutres (vitterligt!) ved denne fantastiske musik, Händelmand kan godt være lidt mekanisk indimellem, men håndværker, det er han skis'me i særklasse, og hans indflet af vekslende satsarbejde er inspirerende her ved nodepapiret.

  Og så den ekvilibrisme med hvilken orkestret eksekverer deres forsiringer: jeg er lykkelig, og jeg må have en fredagsbajer i egen solitær-sær fredagsbar efter endt lytning :-)

Ufremkommelighed

  Kirgizstan er et meget svært fremkommeligt land. Og i den absurde blanding af nykapitalisme, indeklemthed mellem stormagterne KIna og Rusland og sågar USA ifm. krigen mod Taleban, og et folk der stadig i hjertet er nomader, kan man fx. opleve: at en tyskbrugt Mercedes står parkeret i vejkanten, ejerne er stået ud og går i marken og arbejder med deres hakker(!)

  Marken er mere end fuld af sten, intet får de forærende, og da slet ikke hvad angår infrastruktur, for hvad gør man, når ens land på tværs gennemskæres af 3-4 bjergkæder??!

Hverdag i kunstmusikken

  Idag, i dette øjeblik, bakser jeg med nogle violinfigurer. En god, basal ny-gammel verden har just åbnet sig for mig: Broby-Johansens bøger om kunst og kunsthåndværk, jeg har set dem i mine forældres og i mange andres bogreoler tusind gange og måske vidst, at de engang ville få betydning for mig. Jeg er en hund efter hverdagen i kunsten.

  Det kan ses, at ørepropperne har måttet tages i brug: der sættes altaner op i naboejendommen, og det larmer gudsjammerligt med brummetoner og det hele.

  Indimellem er jeg dejá-vu-agtigt ført tilbage i tiden til cirka 1991, hvor jeg sad på Østerbro i Ribegade ved mit klaver og ledte efter violinfigurer til et stykke for violin og electronics: "Heaven can wait" kom det til at hedde. Jeg var lige startet på konservatoriet. Der er nok mere ro om processen nu, ikke desto mindre opdagede jeg igår en virkelig fed kombi af to ret ens violinfigurer. God høst, så var dagen reddet. Og de holder ovenikøbet ved gennemspilning idag ;-)