onsdag den 2. september 2026

Så er der noget...


 ...at se frem til. Og tilbage på. Billedet viser de tre fantastiske musikere Johannes Søe Hansen, Lasse Mauritzen og Christina Bjørkøe i Anholt Kirke, hvor de den 6. juli spillede et stort program med bla. hele to værker af undertegnede(!) Det var festlige dage, vi var tre små både ankommet med masser af folk, venner og familie strømmede til med færge og sågar flyvemaskine, vi havde langbordsmiddage og fik jomfruhummere til nachspiel hos mine nære venner Birgitte og Polle.

Nu har så efteråret meldt sin ankomst, og vejret skiftede på dato! Her arbejdes på selve tilrettelæggelsen af arbejdet, måske mere vigtigt end man umiddelbart tænker. Idet de kreative arbejdspas kræver ro og hvile og stabilitet. Snart mandag formiddage med kaffe på Det Kgl. Bibliotek og torsdag aftener på Glyptoteket, dog afbrudt af Tal R-udstilling den 17.

Andre højdepunkter bliver generalprøven på Werther næste uge, opera af Jules Massenet. Har oplevet den i Napoli for lige præcis 30 år siden, med Alfredo Kraus i titelpartiet. Det var februar måned 1996, og der faldt, helt udenfor nummer, sne i Napoli, så hotellet måtte finde ekstra tæpper frem.

Den 1. oktober spiller DRsymfoniorkestret Lutoslawskis moderne klassiker "Koncert for orkester" og Johannes Brahms' vidunderlige 2. klaverkoncert. Jeg er på pletten: studerer netop dette værk for tiden.