Min succés er nu åbenbar, min økonomi er ikke helt og aldeles håbløs, jeg skriver på flere værker og har et nu mangeårigt samarbejde med det dybe kvalitetsmenneske og pianist Christina.
Om lidt blomstrer syrenerne, og jeg har fået lyst til at holde i hånd. Og det skal være med en meget venlig mand.
På sikker afstand af min ungdom(...!) begynder jeg at se bredere, længere perspektiver, noget jeg i høj grad arbejder med i min musik, ja, det er faktisk omdrejningspunkt i min dialog med traditionen. Fordi netop modernismen, som jeg er rundet af, har opbruddet som sin kerne, føles det lige nu nærmest livsnødvendigt at finde det episke frem, vove det. Den store, sammenhængende fortælling.
Den generation af komponister, som jeg tilhører, er vidt spredt mellem de store interessefelter: elektronik, konceptkunst og, som jeg, partiturmusikken. Der har været store tragedier med tidlige dødsfald af jævnaldrende kollegaer, men vi klemmer på.
To af de allerbedste, som netop laver partiturer, er desværre blevet ramt af den barske sygdom, som starter med P, men de skriver hvad de kan og skaber fortællinger. De livshæmmende omstændigheder, rammerne, er et vilkår, det ved jeg fra mit mangeårige, meget givende bijob i plejebranchen. Jobbet har bragt mig helt tæt på det danske og såmænd også det internationale samfund, hvor jeg nyder selskab af folk fra, bogstaveligt, hele kloden. Engang var jeg på vagt med folk fra hele 5 kontinenter...! Masser af lærdom om immigration og masser af historier fra den absolutte udkant af samfundet.
At samtidig pleje og passe og skåne og opmuntre nogle af samfundets svageste, det skaber mennesklige erfaringer, og derfra ved jeg med sikkerhed at kunne sige: man er ikke sin sygdom, for, ærlig talt: man er sgu heller ikke sin sundhed (selvom fascister tror på den slags).
