Så er der noget...

 ...at se frem til. Og tilbage på. Billedet viser de tre fantastiske musikere Johannes Søe Hansen, Lasse Mauritzen og Christina Bjørkøe i Anholt Kirke, hvor de den 6. juli spillede et stort program med bla. hele to værker af undertegnede(!) Det var festlige dage, vi var tre små både ankommet med masser af folk, venner og familie strømmede til med færge og sågar flyvemaskine, vi havde langbordsmiddage og fik jomfruhummere til nachspiel hos mine nære venner Birgitte og Polle.

Nu har så efteråret meldt sin ankomst, og vejret skiftede på dato! Her arbejdes på selve tilrettelæggelsen af arbejdet, måske mere vigtigt end man umiddelbart tænker. Idet de kreative arbejdspas kræver ro og hvile og stabilitet. Snart mandag formiddage med kaffe på Det Kgl. Bibliotek og torsdag aftener på Glyptoteket, dog afbrudt af Tal R-udstilling den 17.

Andre højdepunkter bliver generalprøven på Werther næste uge, opera af Jules Massenet. Har oplevet den i Napoli for lige præcis 30 år siden, med Alfredo Kraus i titelpartiet. Det var februar måned 1996, og der faldt, helt udenfor nummer, sne i Napoli, så hotellet måtte finde ekstra tæpper frem.

Den 1. oktober spiller DRsymfoniorkestret Lutoslawskis moderne klassiker "Koncert for orkester" og Johannes Brahms' vidunderlige 2. klaverkoncert. Jeg er på pletten: studerer netop dette værk for tiden.

Lys på hengemte hjørner

Det er blevet forår. Nu kastes der lys på hengemte hjørner, og derfor denne erklæring. Min bane er på plads, tingene er faldet på plads, det har taget 20 ekstra år, så der er noget jeg har forsømt.

Min succés er nu åbenbar, min økonomi er ikke helt og aldeles håbløs, jeg skriver på flere værker og har et nu mangeårigt samarbejde med det dybe kvalitetsmenneske og pianist Christina. 

Om lidt blomstrer syrenerne, og jeg har fået lyst til at holde i hånd. Og det skal være med en meget venlig mand.

Samfund, helhed.

På sikker afstand af min ungdom(...!) begynder jeg at se bredere, længere perspektiver, noget jeg i høj grad arbejder med i min musik, ja, det er faktisk omdrejningspunkt i min dialog med traditionen. Fordi netop modernismen, som jeg er rundet af, har opbruddet som sin kerne, føles det lige nu nærmest livsnødvendigt at finde det episke frem, vove det. Den store, sammenhængende fortælling.

Den generation af komponister, som jeg tilhører, er vidt spredt mellem de store interessefelter: elektronik, konceptkunst og, som jeg, partiturmusikken. Der har været store tragedier med tidlige dødsfald af jævnaldrende kollegaer, men vi klemmer på.

To af de allerbedste, som netop laver partiturer, er desværre blevet ramt af den barske sygdom, som starter med P, men de skriver hvad de kan og skaber fortællinger. De livshæmmende omstændigheder, rammerne, er et vilkår, det ved jeg fra mit mangeårige, meget givende bijob i plejebranchen. Jobbet har bragt mig helt tæt på det danske og såmænd også det internationale samfund, hvor jeg nyder selskab af folk fra, bogstaveligt, hele kloden. Engang var jeg på vagt med folk fra hele 5 kontinenter...! Masser af lærdom om immigration og masser af historier fra den absolutte udkant af samfundet.

At samtidig pleje og passe og skåne og opmuntre nogle af samfundets svageste, det skaber mennesklige erfaringer, og derfra ved jeg med sikkerhed at kunne sige: man er ikke sin sygdom, for, ærlig talt: man er sgu heller ikke sin sundhed (selvom fascister tror på den slags).

Uropførelse af "Horntrio" i 3 satser

 

Her et stemningsfoto fra applausen v/ Anne Marie Granau, der var masser af publikum i "Galaksen", rigtig festligt, og min lejlighed er fuld af blomster nu, så dejligt. Musikerne spillede løs det bedste de havde lært, og det er i dette tilfælde ikke så lidt. Der var værker først af Camille Saint-Säens og Clara Schumann, "Romancer", så spillede min "Horntrio", og efter pausen Brahms brede, episke Trio, hvor jeg altid fælder en tåre ved de her fremførelser. Det er som om Mauritzen/Søe/Bjørkøe har fanget den helt rette temperatur i dette værk.

Opførelse af horntrio i Galaksen, Værløse 15.4. OPDATERET

Trioen for horn, violin og klaver blev færdig sidste år, 1. sats er allerede opført ved et par koncerter sidste sommer, nu bliver det til en uropførelse af det samlede værk: sats 1 samt de nye: sats 2 leggiero og sats 3 con moto, den 15. april i Furesø Musikforening, info:

 https://galaksen.dk/program/horntrio/

Programmet kan endvidere opleves på Vemmetofte Kloster den 28.5.:

https://encounterskammer.dk/

Samt på Anholt Sommerkoncerter 6.7.

Koks og bøvl

Som en lille opdatering herfra nodeværkstedet, travlhed med en lejlighedskomposition, arbejdstitel: "Anholt under disen" til koncert i Anholt Kirke den 6. juli, "smut" gerne forbi, tihi.

Mest bøvl med finansiering af store projekter, for at optræde transparent: det går ikke for godt med at få min "Ensomhedskantate", tekst af Shakespeare "Fønix og Turtelduen" ud at spille, det er minimalt hvad jeg har opnået af midler. Lidt bedre går det med min "BMW", ballet-musik-workshop, men det er mest fordi min gamle ven og pianist og balletkender Deborah Wood klør på med krum hals og nul i honorar, SUK altså...

Med en anden veninde har jeg en joke kørende: hvad ville du gøre, hvis du fik 30 mill. kr., nu har jeg sat et budget op, det kan vel ikke skade: i hvert fald en lejlighed med et separat arbejdsværelse, det er i sig selv en succés at jeg stadig (stædig) er blevet ved med at komponere i alle disse år i min krog på cirka 2 kvadratmeter, denne lille krog er en civilisationsmarkør, jeg siger det bare(!)Meeen: en smule mere plads og en dør at lukke efter endt arbejde....

Dertil en personlig assistent til redigering af noder, printning, kommunikation og andet godt, bare en dag om ugen. Og en hushjælp, som kan være her to dage om ugen, lave husligt arbejde og hjælpe med forberedelse af den ugentlige dinner, som jeg så ville være i stand til at afholde for familie og venner, mums.

Samt investeringer i grønne tiltag og især udbredelse af min musik: koncerter og indspilninger, PR, jamen altså, hvad man ville kunne udrette.