Tørklæder II

Nåda, så falder jeg over endnu en bog med samme tema: en veninde i Århus har en roman stående af Orhan Pamuk, som ingen rigtig vil læse, den er kommet via en vens arbejde på bogtrykkeriet, hvor bogen er trykt. Så den får jeg.

Nu har jeg godt læst Pamuks fortælling om hans elskede Istanbul og de gamle træhuse dér og meget andet godt. Men jeg har ikke læst decideret skønlitteratur af ham og nærmest blevet frarådet det, det skulle være en anelse fimset…?!

Jeg går i gang med "Sne", som bogen hedder, og vupti er jeg inde i selve tørklædedramaet igen, idet selve bogens plot tager udgangspunkt i en skribents rejse til den tyrkiske provins for at rapportere om de lokale tørklædepiger, som vælger at tage deres eget liv.

Romanen er gedigent spændende, selvfølgelig velskrevet, ellers havde Pamuk nok ikke fået Nobelprisen, trods alt ;-) men den er også påfaldende nuancerig i sin beskrivelse af situationerne vores skribent kommer ud for, hans erindringsunivers og meget mere.

Det er en meget stor fornøjelse at læse i denne bog, jeg læser ikke meget andet end aviser, det skyldes dobbeltarbejde og andet tidskrævende stads, men her er dette års roman. Og så med det vigtige tema: tørklæder!

Tørklæder I

For godt et års tid siden faldt jeg over en bog, som hedder "Med Gud i hælene", af journalisten og forfatteren Lasse Ellegaard. Jeg har med stor fornøjelse læst om Ellegaards introduktion til sin tidligere tyrkiske svigerfamilie, og, ikke mindst, hans yderst interessante og kvalificerede betragtninger over hele Mellemøstproblematikken.

Ellegaard gifter sig tyrkisk i en periode, hvor den store omvending til det at være rettroende muslim har fået sit tag i den tyrkiske befolkning med tørklædedebatter og det hele.

Min interesse for emnet skyldtes især, at jeg var på vej til Tyrkiet for at møde kniplende kvinder, men også at jeg har en veninde i det muslimsk dominerede Gambia i Afrika, som har denne udvikling meget tæt inde på livet. Hun er selv katolik, men har sine to yngste børn med sin muslimske mand. Han har i de senere år valgt at vende sit liv temmelig meget på hovedet, fra at være en Oxford-studerende der rejste rundt i Europa, røg fjollegræs og drak som de fleste, er han gået til den rettroende grøft nu, og min veninde skal fx, når de er på restaurant sammen, bede ham om, om hun må få et glas vin(!) Det synes hun efter 19 år i Danmark med tilsvarende frihed er en aaanelse irriterende…!

Musik som trøst

For et par år siden var jeg i Berliner-philharmonien. Det var godt nok ikke Berliner Philharmonikerne der spillede, men orkestret fra Staatsoper. Daniel Barenboim dirigerede og Gidon Kremer var solist i Alban Bergs violinkoncert, efter pausen var det en symfoni af Bruchner, jeg husker ikke hvilken. Derimod husker jeg tydeligt andre dele af oplevelsen, måske fordi jeg havde en flok unge mennesker med som gæster, og jeg fungerede som en slags formidler af oplevelsen, selvom det var meget lyttevante unge mennesker…

De var meget optagede af hvor god akustikken var, og det nød de virkelig og lod ikke til at have nogen fordomme overfor tonesproget i Alban Bergs musik.

Sidenhen har en Leipzig-farende betroet mig, at hun mener at der lyttes mere intenst i Tyskland end i Danmark. Og det var netop det jeg studsede over: kvaliteten af fremførelserne var i top, men medlevelsen fra publikum var legio, der blev lyttet yderst intenst. Det meget stærke værk, som violinkoncerten er, skrevet som memoriam over et barns død, blev nærmest suget ind i ørerne, og jeg husker aftenen for den store trøst, som musik kan give. Rundt om koncertsalen var en storby med sin(!) historie, og rundt om dén en verden med megen uro og uvished, og måske derfor var der en hunger blandt publikum efter at tage musikken ind og derved opleve en form for kontemplation. Meget stærkt.

Klokkesten

Som afslutning på "det fynske forårstema" hermed en video, hvor der spilles på den omtalte klokkesten på Lyø.
Det er Ida Bach Jensen, filmmager og komponist/bassist i rød regnjakke, Michael Netschajeff, lektor og pianist, Heidi Jørgensen, sagsbehandler og kunsthåndværker, står for optagelsen, juli 2008, og undertegnede iført gul regnfrakke udfører en klangfuld modrytme med en lige lovligt stor sten...?!

https://vimeo.com/92138819 

Fynsk Forår III

En spillemand udi alverdens folkemusik sagde til mig, da vi lyttede til de første takter af det fynske forår: "Meget russisk". Måske er det den bedste forklaring jeg nogensinde har fået på Nielsens meget kendte vekslen mellem dur og frapperende mol. Og jeg kan godt høre slægtskabet til en Mussorgskijsk tone, det er faktisk rigtigt. Og det er et kæmpe dramatiseringsredskab for Nielsen. Turen gennem de fynske landskaber bliver, ud over at være dybt poetisk, også meget dramatisk. Et drama man normalt ikke tillægger det danske landskab overhovedet, og da slet ikke i disse tider, hvor enhver naturoplevelse lader til at være noget med at købe en allerhelvedes masse udstyr, stige på et "flight" og forsøge at bestige K2(!!) Men altså: her drama i det fynske, for, som min gode ven, spillemanden, siger: "Naturen på Fyn er skam meget dramatisk. Vi lader os forføre af fynboernes milde sprog, men de vildeste bilister bor på Fyn".

Fynsk Forår II

Det meget sammensatte værk kræver en virkelig god udførelse, og en sådan var jeg heldig at lytte til. Godt orkester, kor og damesolister, og især børnene havde en fed udresseret og mangfoldig indstudering. Imidlertid synes jeg herresolisterne var en anelse gammeldags selvfede, som om det var Jeronimus i Maskarade de skulle synge.

Egentlig var mit ærinde at lytte til "Den milde dag…", og den gjorde også indtryk i sin fantastisk fine udarbejdelse. Den er sat i E til koncertbrug, og det passer fint med den professionelle tenorstemme. Den folkelige version er sat til D-dur, så er den også meget lettere at akkompagnere.

Måske er hele forårslængslen udtrykt i det tjekkede suspense, som Nielsen får flettet ind med vippetonerne og dermed gentagelse af stavelserne: "Når blot, når blot, når blot..". Aage Berntsens digt har lagt op til det, og Nielsen griber bolden. Og får derved sødt fortalt om længslen efter det hele…, og foråret ;-)

Fynsk Forår I

Da Carl Nielsen skriver Fynsk Forår, er han temmelig langt henne i sin karriere og har skrevet de fleste af sine symfonier. Og det skinner meget igennem. Værket ville ikke hænge sammen, hvis ikke det var for hans store afklarethed, det er et lidt mærkeligt mix mellem oratorium, festkantate og plain sange, for slet ikke at tale om indlagte platheder (nærmest). Men det spiller faktisk. 

Det blev sagt på Nielsens tid, at han ikke kunne instrumentere. Jeg synes nu det går meget godt. Selvfølgelig totalt klassisk instrumentation, men det passer også bedst til musikken. En parallel i motetsatsen mellem baryton og fagot er der hvor den mere knubbede Nielsen skinner igennem: en fagot har et afgørende anderledes og meget mere træagtigt vibrato end en baryton(!), men det er netop sådan noget, jeg godt kan lide. Hæhæ.

Iøvrigt anser jeg Nielsen for en førsterangskomponist. Og hvordan skal det forstås? Jo, vha. et citat af Richard Strauss: "Jeg er en førsteklasses andenrangskomponist". Det havde han fuldstændig ret i, en i sig selv elskelig selverkendelse. R. Strauss har beriget litteraturen med fede operapartiturer, noget geschwulstige, men bare godt skruet sammen, også på mere raffinerede steder, som dametrioen mod slutningen af "Rosenkavaleren". Og han har leveret top partier til sangerne, jeg har oplevet Renée Fleming og Barbara Bonney i "Arabella" på Metropolitan operaen i frygteligt kikset opsætning og været flyvende af lykke, for det er topmateriale for store sangere. Men altså, ret beset, R. Strauss var god til at sætte sammen men ikke i sin grundsten original. Det er Nielsen og derfor er det, sådan set, ligegyldigt hvordan han instrumenteres, og det vidste han nok også godt selv.