Det meget sammensatte værk kræver en virkelig god udførelse, og en sådan var jeg heldig at lytte til. Godt orkester, kor og damesolister, og især børnene havde en fed udresseret og mangfoldig indstudering. Imidlertid synes jeg herresolisterne var en anelse gammeldags selvfede, som om det var Jeronimus i Maskarade de skulle synge.
Egentlig var mit ærinde at lytte til "Den milde dag…", og den gjorde også indtryk i sin fantastisk fine udarbejdelse. Den er sat i E til koncertbrug, og det passer fint med den professionelle tenorstemme. Den folkelige version er sat til D-dur, så er den også meget lettere at akkompagnere.
Måske er hele forårslængslen udtrykt i det tjekkede suspense, som Nielsen får flettet ind med vippetonerne og dermed gentagelse af stavelserne: "Når blot, når blot, når blot..". Aage Berntsens digt har lagt op til det, og Nielsen griber bolden. Og får derved sødt fortalt om længslen efter det hele…, og foråret ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar