Og Susan...

Apropos smartphoneriet og ensretningen: det er de ekstremt agressive medier, der udgør den største trussel mod det sære: det er ganske enkelt enormt vanskeligt at isolere sig og komme udenfor indflydelse. Selvfølgelig er der også masser af særlingespecialiteter på nettet (nærværende blog fx? ;-) men altså desværre typisk med en masse reklamebannere og blabla før man kommer så vidt.

Så meget desto mere er der grund til at lære af de intellektuelle amerikanere, da de simpelthen har længere erfaring med meget agressive medier og markedsføring. Et kongeeksempel kan du se her, det er et interview med Susan Sontag fra starten af 90'erne, hvor hun i praksis får sneget sig udenom at svare på nogetsomhelst og samtidig elegant og civiliseret får givet journalisten besked om, hvor lidt hun sætter pris på hans spørgsmål. "En stærk og klog personlighed møder et fordummende medie og dets one-liner-format", kunne man kalde det.

https://www.youtube.com/watch?v=7Mmi03G5oV0&list=PLqYy9IBKijmx5gDgyonC6104kZBaXDw5I

Conlon og Paul

Nu er jeg på biblo faldet over nogle strygekvartetter af Conlon Nancarrow. De er selvfølgelig indspillet af den altædende og virtuose Arditti Quartet. Det undrer mig lidt, at Conlon Nancarrow sådan har bakset med det klassiske kvartetensemble, for det er noget helt andet, han kendes for. Jeg må altså høre, hvad det er, og bliver glad, ikke uinteressant at lytte til...

Nancarrow er mest kendt for sine pianoruller, han indspillede topkaotiske værker for mekanisk klaver, hvilket resulterede i værker med angiveligt 5 armede 17 fingrede pianister…;-) Og populær var han ikke, måtte under Mccarthyismen flytte til Mexico. En skrupsak og særling af de bedste. Som min ven og kollega Pelle Gudmundsen-Holmgreen kan jeg ikke få nok af det sære, det bør hyldes og endnu mere nu, hvor smartphoneriet truer os med så meget desto mere ensretning.

Der var midt i sidste århundrede en stor skole i USA for hjemmelavede instrumenter, Harry Partch var en anden af komponisterne, han lavede selv sine marimbaer for at få dem stemt i særlige mikrotonale skalaer. Jeg studerede en overgang hos Paul Gallagher, New Jersey, som havde udviklet en mikrotonal skala med op til 32 trin i oktaven, og som sang sin skala perfekt og udviklede værker over det. Det er mine gamle feministiske anfægtelser, der også slår igennem her, som helt ung var det mig svært imod at skulle overtage "mændenes klangunivers", jeg var villig til at opfinde DET HELE fra bunden igen. Heldigvis fandt jeg ud af, at med min flig af virkeligheden kunne jeg sagtens yde en indsats med eksisterende instrumenter og noteringsformer…

Eksempel på Pauls musik:

http://soundcloud.com/eva-noer-kondrup/

the-forest

Grøn Duet

Sidste år havde jeg anledning til at høre noget af mit kvartetmusik, Grøn Kvartet, da Helianne Blais indstuderede et udsnit omskrevet for to violiner: Grøn Duet. Du kan høre uddraget her, Helianne spiller begge stemmer. Hele kvartetten får sin uropførelse senere på året sammen med Blå Kvartet og Orange Kvartet.

https://soundcloud.com/eva-noer-kondrup/gron-duet

Himlen over...

Nogle gange når jeg skriver meget, fx. som i den seneste tid, hvor jeg virkelig har arbejdet intensivt på mine strygekvartetter, kan jeg godt blive noget overfølsom for støj. I flere år var den ejendom jeg bor i nærmest sovset ind i kronisk støj. Der blev installeret et meget kraftigt ventilationsanlæg i forbindelse med byfornyelsen, dette anlæg har kørt et antal timer i døgnet uden ordentlig stødabsorbering, hvilket resulterede i en brummen i min lejlighed. Efter dette blev ordnet, er anlægget flere gange blevet efterset, men jeg tror at man er ved at indse, at det ikke går med så vanvittig kraftigt et anlæg med både kraftig susen og maskinstøj til følge, og det har været slukket i en periode, YES!!

En anden frygtelig fredsforstyrrer er Frelserkirkens klokkespil: i mine værste øjeblikke er jeg på vej over for at sønderbombe kirken og gøre det af med både klokkenist og organist på een gang, nå nej: ikke organisten, ham kender jeg og ved at han er verdens sødeste mand, Jens E. De har gerne deres klokkespilskoncert fredag eftermiddag, og da gælder det om at være færdig med dagens arbejde(…!!)

Her ses et kærligt portræt af mine to lydlige yndlingsaversioner: ventilatoren og Frelserkirken, og øverst står Jesus blandt alle turisterne og agerer vejrhane(!)

Men for at det ikke skal være gnavpotteri det hele, og fordi mit arbejde på strygekvartetterne skrider fremad, får du her i næste uge et uddrag af Grøn Kvartet at lytte til.

Tørklæder III

Da jeg selv på mødrene side er rundet af endda meget religiøs herkomst, min mors familie er alle fra Indre Mission, finder jeg alt der vedrører ortodoks religiøsitet både skræmmende og yderst genkendeligt. En af mine fætre er præst og ud af en gruppe, der absolut ikke tolererer kvindelige præster. Ikke at jeg vil være præst, det Gud forbyde ;-) men hvor er det absurd gammeldags. En anden fætter havde sagt til sit lille barn på 3 år: "Du kommer i Helvede, hvis du hører P3", purken havde refereret det til sin bedstemor, der da heldigvis var blevet noget chokeret over denne buldren og bragen fra dommedagsbasunerne. 

I sin roman "Sne" opremser Orhan Pamuk så glimrende forskellen på det politiske tørklæde og det traditionelt funderede tørklæde, idet romanens hovedperson under sin rejse til provinsbyen Kars i Tyrkiet ved, "hvor let det er at se, når et tørklæde er politisk". Og en skoleleder dræbes, fordi han ikke tillader tørklædepigerne at komme ind på hans skole. På den måde får Pamuk yderst elegant fortalt om paradokset i, at de rettroende faktisk alligevel ønsker en form for uddannelse af deres unge piger. Ligesom at de meget religiøse og rettroende kristne i min mors familie også må finde en måde at navigere i den omkringliggende verden på.

Som halal-hippie er man jo solidarisk med de tørklædebærende, ja, jeg kan gribes i selv at tage et tørklæde på i ny og næ ;-) Men vores afsæt er et tredie: den rettroende muslimske verden udgør også en hardcore kritik af en del af den vestlige ideologi, som kan virke meget vulgær i sin ufatteligt utildækkede og mærkeligt forbrugerisk rodløse mani. At så konflikten har omdrejningspunkt et helt tredie sted, nemlig i et land befolket af mennesker, der længe var forfulgt, men nu sør'me da har lært selv at betjene sig af brutal imperialisme, er en anden historie…(!)

Tørklæder II

Nåda, så falder jeg over endnu en bog med samme tema: en veninde i Århus har en roman stående af Orhan Pamuk, som ingen rigtig vil læse, den er kommet via en vens arbejde på bogtrykkeriet, hvor bogen er trykt. Så den får jeg.

Nu har jeg godt læst Pamuks fortælling om hans elskede Istanbul og de gamle træhuse dér og meget andet godt. Men jeg har ikke læst decideret skønlitteratur af ham og nærmest blevet frarådet det, det skulle være en anelse fimset…?!

Jeg går i gang med "Sne", som bogen hedder, og vupti er jeg inde i selve tørklædedramaet igen, idet selve bogens plot tager udgangspunkt i en skribents rejse til den tyrkiske provins for at rapportere om de lokale tørklædepiger, som vælger at tage deres eget liv.

Romanen er gedigent spændende, selvfølgelig velskrevet, ellers havde Pamuk nok ikke fået Nobelprisen, trods alt ;-) men den er også påfaldende nuancerig i sin beskrivelse af situationerne vores skribent kommer ud for, hans erindringsunivers og meget mere.

Det er en meget stor fornøjelse at læse i denne bog, jeg læser ikke meget andet end aviser, det skyldes dobbeltarbejde og andet tidskrævende stads, men her er dette års roman. Og så med det vigtige tema: tørklæder!

Tørklæder I

For godt et års tid siden faldt jeg over en bog, som hedder "Med Gud i hælene", af journalisten og forfatteren Lasse Ellegaard. Jeg har med stor fornøjelse læst om Ellegaards introduktion til sin tidligere tyrkiske svigerfamilie, og, ikke mindst, hans yderst interessante og kvalificerede betragtninger over hele Mellemøstproblematikken.

Ellegaard gifter sig tyrkisk i en periode, hvor den store omvending til det at være rettroende muslim har fået sit tag i den tyrkiske befolkning med tørklædedebatter og det hele.

Min interesse for emnet skyldtes især, at jeg var på vej til Tyrkiet for at møde kniplende kvinder, men også at jeg har en veninde i det muslimsk dominerede Gambia i Afrika, som har denne udvikling meget tæt inde på livet. Hun er selv katolik, men har sine to yngste børn med sin muslimske mand. Han har i de senere år valgt at vende sit liv temmelig meget på hovedet, fra at være en Oxford-studerende der rejste rundt i Europa, røg fjollegræs og drak som de fleste, er han gået til den rettroende grøft nu, og min veninde skal fx, når de er på restaurant sammen, bede ham om, om hun må få et glas vin(!) Det synes hun efter 19 år i Danmark med tilsvarende frihed er en aaanelse irriterende…!