Sommetider skal man gå over åen efter vand. Således her, hvor jeg med møje og besvær må fremskaffe Prokofievs Sinfonia Concertante og lede og søge, for så at finde skatten i hans klaversonater herhjemme:
 |
| Fra Prokofiev: Klaversonate nr. 7, 3. sats |
mandag den 24. november 2014
mandag den 17. november 2014
Klimakrisen
Det gør så alvorligt ondt på mig med FNs nye prognoser for klimaet, at det dårligt kan rummes.
Min største bekymring er vadefuglene, for hvor skal de tage hen og opfostre deres unger, hvis strandengene overskylles og temperaturen ændres så meget, at føden kan blive svær at finde?
Det er endnu et grufuldt kapitel i arternes udryddelse, der måske står foran os og de kommende generationer. Det er en fattiggørelse af plimmelimmelim dimensioner.
Hvor har politikerne været?
Med et skud fra hoften et par emner, de passende kunne tage op:
- En hæderlig beskatning af flybrændstof.
- Og et krav om at tingene kan repareres, så man ikke skal købe en hel dims, hver gang en del af dimsen sætter ud. Så skal man måske ud at sjoppe mindre, men mon ikke liiige vi klarer det…?!
Tinksmed, fotograf: Steen E. Jensen
torsdag den 13. november 2014
Salt, strøm, salt (uddrag)
Her kommer et kort uddrag af mit orkesterstykke Salt, strøm, salt.
https://soundcloud.com/eva-noer-kondrup/saltuddrsangnov14
Tekst af Pia Tafdrup fra digtsamlingen Tusindfødt.
Gisela Stille, sopran, Aalborg Symfoniorkester, Moshe Ashmon, dirigent.
NB: Lydklippet kan drille i Safari, prøv evt. med en anden browser :-)
NB: Lydklippet kan drille i Safari, prøv evt. med en anden browser :-)
onsdag den 5. november 2014
Aktuelt
Næste uge på SMK Fridays vises filmen KOMPONIST, hvor vi er tre komponister der portrætteres, kl. 15, Statens Museum for Kunst:
En anbefalelsesværdig koncert samme aften:
KoncertKirken, Blågårds Plads 6a 2200 København N
14. november 2014 kl. 19.30
"Sieben Worte" (Syv Ord) er den verdensberømte komponist Sofia Gubaidulinas gribende bud på Jesus sidste timer på korset. Med et accordeon som det martrede legeme, en cello som lidelsens kors og den opstigende sjæl og omkring dem et strygeorkesters overjordisk klingende kor, fremmanes et ualmindeligt levende billede af den sidste tid på Golgata: Smerten, heden, tvivlen, tørsten, viljen, døden og frem for alt kærligheden.
For 200 år siden skrev Joseph Haydn sin strygekvartet over præcis samme tema: “Die sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze”. Dette mesterværk er rundet af en ganske anden tid. Men det er som om alvoren, skrøbeligheden og skønheden overdøver kalvekrøset og pudderparykkerne – passionshistorien var dengang som nu, en af den vestlige verdens mest betydningsfylde fortællinger. Medvirkende: Johannes Rostamo, cello, Andreas Borregaard, accordeon, Simon Crawford-Phillips, dirigent, Stockholm Syndrome Ensemble & String Orchestra.Billetter (120 kr.)kan købes i døren eller skriv til projektsiebenworte@gmail.com
For tiden spiller også denne opera af Shostakovich:
torsdag den 30. oktober 2014
Sinfonia Concertante I
Det er via Statsbiblioteket(..?!) og min lokale bibliotekar endelig lykkedes at komme i midlertidig besiddelse af partituret til Prokofievs Sinfonia Concertante opus 125, og jeg har lyttet værket igennem med Mtislav Rostropovich selv som solist.
Jeg er først og fremmest slået af den nærmest absurd heftige virtuositet i cellostemmen, det er ikke nogen hemmelighed her, at et cello-geni af de største har været med inde over…
I højt tempo er opgangen her ultimativt romantisk virtuost paganinisk
(1. sats, takt 128-129)
Det er næsten for meget….(!) Jeg vil dog lave flere gennemlytninger selvfølgelig, og trænge om bag den kølighed, som Prokofiev altid udsender, også i så forskellige værker som klaversonaterne og Kærligheden til de Tre Appelsiner.
Et af mine faglige ærinder med at studere ham er "dissonans-behandlingen", ikke i den strengt analytiske betydning, som er en stor disciplin indenfor harmonisering, og betyder 'regler for hvordan man opløser en dissonans'. Nej, jeg interesserer mig for dissonansen ud fra et rytmiserings-perspektiv, som især Stravinsky praktiserede. Det var nok det, der primært i den grad fik folk op af stolene, da Sacre blev uropført, og der opstod tumult blandt publikum.
Stravinsky havde kælenavnet "Klaverbokseren", fordi han sad ved klaveret i timevis og hamrede på det med sin akkorder. Pelle G.-H. kalder dem sur-søde. Jeg vil gerne vide, om der er træk hos Prokofiev af det samme, selvom han er ret konservativ og forankret i klassisk harmonisering.
Et andet førsteindtryk er, at der faktisk er tydeligt koncertante træk, hvor det er orkestrets grupperinger, der spiller op til hinanden, fx. dette messing-sted i 3. sats,
Her 'snakker' messinggruppen meget koncertantsk, (3. sats takt 288-289 videre til 290-293)
Men også her, hvor hornene står så alene og får nærmest ikonisk betydning, som vindue til symfoni-jagtscene-tradition. Det er samtidig en vanvittigt lækker ekko'isering af cellopassagen :-)
Lige efter lang solocello-passage, (3. sats takt 105-107)
tirsdag den 21. oktober 2014
Det særlige og det besværlige
I forbindelse med mit kreative arbejde har jeg et ønske om at studere Prokofievs værk for cello og orkester, opus 125, som altså hedder "Sinfonia Concertante", da det åbenbart mere er en en slags koncerterende vekselsang mellem solist og orkester end en decideret solokoncert.
Jeg har læst om værket i Galina Vishnevskaya's selvbiografi, hvor det omtales, fordi hendes mand, Rostropovich uropførte det.
Nu har den vilde jagt gået for at få et partitur at studere. At falde over et fysisk eksemplar i en nodebutik, er af indlysende årsager umuligt, ihvertfald i København, så jeg bestilte et eksemplar hos Boosey and Hawkes, England, men VISA-kort betalingen drillede. Så ringede jeg derover, der var længe stille i telefonen, for det viste sig, at de faktisk ikke engang havde et eksemplar på lager, og det havde deres andre leverandører heller ikke…
Så må man låne. Men suk: hverken hovedbiblioteket eller det kongelige var leveringsdygtige.
Så ringede jeg til konservatoriet, de ville så gerne hjælpe, men de havde det heller ikke. Og nu er det så tid til at finde de røde ører frem: værket er uropført i København af alle steder. I 1953, efter Prokofievs død, med Radiosymfoniorkestret.
Fortsættelse følger...
tirsdag den 14. oktober 2014
Folkesange
Til at tænke over og lunes ved, midt blandt ensretning og ordtyveri:
Her kommer Luciano Berio med sin fede, frække, luksuriøse og dog enkle udsættelse af folkesange fra alverdens lande.
Abonner på:
Opslag (Atom)