Klint

Her får I lige et par smukke billeder fra mine sommeroptegnelser. De er fra Stevns Klint, som jo nu er kommet på verdens naturarvliste, fordi den delvist er dannet, dengang dinosaurerne uddøde, der for ca. 65 millioner år siden ;-)

Jeg lader klinten indgå som titel og inspiration i en serie af klaverstykker, som jeg arbejder på. På det nederste billede kan man nærmest se nogle nodelinier(…??!)

Efteråret under anmarch

- og det kræver sin musik!

Nemlig César Francks violinsonate i A-dur, i dette tilfælde med David Oistrakh, violin, og Sviatoslav Richter, klaver.

Den er for mig knyttet til efteråret, idet jeg for mange herrens år siden boede til leje på en gammel skole udenfor Holstebro hos dejlige musikmennesker: Bodil Krogh, hørelærepædagog, som med sin dygtighed og seriøsitet har været en af mine mentorer, og hendes mand, Ove Pedersen, organist.

En aften satte de en lp på med en ny talentfuld kvindelig verdensviolinist, jeg husker ikke hendes navn, men værket var denne fantastiske sonate, som jeg siden har forbundet med efteråret.

Det er, ud over at være himmelsk og jordisk bevægende, et forbavsende helstøbt værk, og vi taler helstøbthed i sværvægterklassen som Bachs korværker og Brahms' symfonier. Ikke at helstøbthed for mig, nu, er en afgørende kvalitet, men det hører med til lytteoplevelsen i dette tilfælde af ellers ærkeromantisk musik.

http://www.youtube.com/watch?v=CbHNO0oIu_g

Sommerens gang...

Den mellemliggende tid er gået med at arbejde under ekstremt behagelige former og i rum med særdeles højt til loftet ;-)

At kigge langt ud i horisonten er vidunderligt og klart befordrende for visionerne, som kan gemmes til om vinteren, hvor blikket kan blive lidt kort..(!) Øh..: når det er med ørerne, er det så "audioner"…?? Men, som det fremgår, mange konkrete toner må vente forgæves på at blive noteret, når vuet er for fristende.

Nu haster imidlertid intet, mine kvartetter er skrevet, og jeg er i langsom opstart af bl.a. nogle sange til Cecilia Lindwall, sopran, som jeg her holder møde med, vi er ved at kredse os ind på nogle tekster og er enige om, at naturen skal have en plads. Vi er ret trætte af eksistentialistisk, urban selvransagelse, nutidens kværnen, og ser for tiden på Södergrans digtning med dens begyndende modernisme, men stadig med en sanselig naturiagttagelse. Og en vis mystik, ikke at forglemme. Som vi til gengæld aner noget fremtid i.

Dobbeltstreger

Slutningen af juli var nogle hektiske dage: jeg afsluttede mine strygekvartetter én efter én. Og satte dermed nogle gedigne afsluttende dobbeltstreger, hvilket i tekst nok svarer lidt til afsluttende punktummer. Store, store forløb og overvejelser er afsluttet, jeg er færdig med at udarbejde de tre strygekvartetter Blå, Orange og Grøn, som jeg har arbejdet på i flere år. Processen har været præget af indadvendt observeren på gamle værker af mine egne, hvad jeg vil(?!), cirka 500 essays skrevet til mig selv med reflektioner over musik, fortid og fremtid, samt adskillige tilløb til satsdele. Nu har jeg skis'me nailet det, Ha! Jeg er færdig, har trylleopskrifter med nye æstetikker og sågar sandheder i nøgleknippet, YES!! Skal nu skrive stemmer til kvartetterne og igang med nye værker, hurra for dobbeltstreger...!!

Og nu vi er ved det

Hvad så med Carl Nielsens 5. symfoni, den med lilletrommen, kan jeg så heller ikke døje den? Jo selvfølgelig, jeg elsker den. Og spøjst iøvrigt som Nielsen hele tiden dukker op, jeg havde en periode med ham for 20 år siden. "Alting kommer igen", som man vist siger i modebranchen.

Percussion er fantastisk. Bare melodien ikke skal lide...

Til kamp for melodien!

Tænk lige over det en ekstra gang: når det mere  og mere er selve anslaget, der betones pga. ørets tilvænning til KLAVERET (grrr….!! :-(  bliver den bårne tone underpriotiteret. Det har stadig konsekvenser derhen, at klangidealet i den bårne melodi anses for banalt. Lykkeligt banalt, vil jeg kalde det :-D Til kamp for melodien! Den modernistiske æstetik foreskriver ufattelige mængder anslag og ufattelig knaphed i linierne, de melodiske, her nok i gåseøjne. Tag den moderne sinfonietta. Dens æstetik er jo allerede forældet, de ensomme strygere, der må spille fælt kraftigt for at hamle op med messing og træblæsere og KLAVER OG SLAGTØJ, GRRRR…!!!!

Anti-percussion-bevægelsen

- består nok foreløbig kun af én person (mig), men burde have en facebook-side.

Dens grundtese er: siden opfindelsen af klaveret, som fik sin store udbredelse i 1800-tallet, er det percussive element vokset grænseløst, en invasiv art, der har været med til drive den bårne melodi op på listen af truede arter. Til kamp for melodien! Lyt her til et af mine yndlingseksempler, du er velkommen til at lukke øjnene(!) Ignorér klaveret ;-) og lyt til den fantastiske obostemme.

http://www.youtube.com/watch?v=yOVr80KSUJM