fredag den 18. marts 2016

Mågespor

Fra Mågespor for klaver, en sats ud af fire for musikskoleelever 2016

  I går var jeg til møde med forlaget Edition S, tidligere Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. De har initieret et fantastisk projekt, hvor en række komponister skriver mindre stykker til musikskoleelever!
  Mit bidrag indeholder bl.a. satsen "Mågespor". Jeg glæder mig virkelig til at høre musikskoleeleverne spille min musik.

fredag den 12. februar 2016

En laaang venten på lys

.... er heldigvis allerede ved at være slut, så hættemågerne på Stadsgraven kan snart få hætterne på og komme på andre tanker....

Stadsgraven, Amager, i baggrunden Fugleøen, fra januar 16

torsdag den 4. februar 2016

Nye hylder i nodeværkstedet

  Vinteren er, blandt meget andet, blevet brugt til at snedkerere lidt i nodeværkstedet og sætte disse hylder op. De er lavet af gamle skuffer fra Christianias Grønne Hal, og er i sig selv fulde af fortællinger.
  De har næppe indeholdt partiturer før, men alt mulig andet: værktøj, sokker, fakturaer og kærestebreve måske...
  Det er godt med inspiration til fortællinger i nodeværkstedet, fordi mine partiturer også er fortællinger, som jeg lægger noget i hver dag.


fredag den 29. januar 2016

Kniplingens skvalder



Fransk knipling, Argentan 1680. Fra bogen "An Illustrated Guide to Lace"

  Fortællinger er en væsentlig del af min musikalske forestillingsverden, jeg tror simpelthen dårligt nok på den strengt formale nøgternhed, at den overhovedet skulle findes..!?
  Rimeligt ubevidst opstår brudstykker af myter i det musikalske væv, forsåvidt som jeg ikke opsøger de "nie erhörte Klange", som Stockhausen kaldte dem, og så lavede han"Gesang der Jünglinge", der om noget minder om Wiener Sängerknaben på syre. I øvrigt et af mine yndlingsværker.
  Lige nu skriver jeg på "Skvalderkål" for sopran, obo og klaver med tekster af Eske K. Mathiesen, og denne knipling er da også fuld af skvalder, tænker jeg.

fredag den 22. januar 2016

Naturens kniplinger

  Naturen kan, som bekendt, være kilde til de vildeste kniplingsmønstre. Her noget frossent tang på stranden i forgårs...




fredag den 15. januar 2016

Keramikkens kniplinger


       Flise af udskåret, uglaseret lergods, diam 18,3 cm. Irak 13. århundredes 
1. halvdel, fra Davids Samling

  I sin teknik er kniplingen oprindeligt et europæisk fænomen. Min interesse for den skyldes min barndoms nabo "Chris", som kniplede helt traditionelt på kniplebræt, jeg mener, at hendes kniplinger har været mine første "partiturer", de blev jo fremstillet i løbende baner, og sålænge de sad på brættet, var de fulde af nåle med hoveder, som noder!
  Ikke desto mindre er det det lige så meget hele spektret af ornamentelt håndværk, som interesserer mig. Særligt igen det ensfarvede, men gennemhullede, jeg mener fx. at denne flise fra det gamle Irak har mange af de samme kvaliteter som kniplingen. Og en fed stoflighed her tillige!

torsdag den 7. januar 2016

Vistnok jarlens iPhone


Henry, 3. jarl af Southampton, malet 1600-1603 af John de Critz den ældre (1555-1642) fra bogen "An Illustrated Guide to Lace"

  Vistnok lidt avantgarde, ham her. Casual wear så at sige, for moden foreskrev den stivede krave, der går hele vejen rundt om halsen som en dug, ala en præstekrave. Måske skyldes det private "look" at han er malet under et fængselsophold.
  Men tag ikke fejl: Kniplingerne viser hans status, ligesom i nutiden de helt rigtige jeans med de helt rigtige (falske!) slidmærker og huller =kniplingshuller?? og som tilbehør den helt rigtige iPhone med de helt rigtige ikoner på displayet, det pynter!