fredag den 20. marts 2015

Status i nodeværkstedet


  Status her i værkstedet er følgende: jeg blev igår færdig med klaverdelen til Cecilia Lindwalls sange. Hun fik det hele sendt i blyantsversion. Dermed kan det transponeres inden renskrivningen, hvis noget skulle ligge virkelig dårligt for hendes stemme. Hun har dog kendt værkets sanglinie et stykke tid, og har endnu ikke brokket sig ;-)
  Sangene vil få deres uropførelse den 9. juli ved Vendsyssel Festival!
For ikke at slippe sangerne, nu jeg er godt igang, fortsætter jeg med kormusik til meget, meget fine tekster af Eske K. Mathiesen. Han har netop givet mig lov til at bruge dem :-)
  


fredag den 13. marts 2015

Jeppe Murer og folk der jojker



I Vordingborg har de Gåsetårnet og en fantastisk klosterhave, men de har også i deres kirke nyrestaurerede kalkmalerier. Jeg var heldig at få en rundvisning, mens de endnu var nyafdækkede. Menigheden kan ikke få alt at se, og nærværende maleri var da også i mange år dækket af hvid maling, nu er det afdækket, men kan ses af præsten: det er i sidste kuppel og vender ind mod koret/alteret.
Det forestiller en håndværker, Jeppe Murer, som vist er lidt drikfældig og som bærer en narrehat med Golgata øverst, meget, meget frækt(!)
Forbudte billeder, jovist, men kirken forbød også visse former for musik: så sent som i 1693 måtte Lars Nielsson i det nordlige Sverige lide døden, fordi han var brudt ud i den forbudte jojken, da han havde fundet sit barnebarn omkommet i en ulykke. 
Bemærk iøvrigt den righoldige ornamentik.

fredag den 6. marts 2015

Mozart og så videre....



Nu får det nok en ende for denne gang med lytning til Mozart: jeg har hørt klaverkoncert nr. 24 med Murray Perahia. Det var fint, orkesterdelen fremstod mere saftig omend stadig helt igennem smagfuld.
I en ganske bestemt vending opnåede jeg at få indfriet mit ønske: jeg oplevede meget intenst, hvordan en frase ved gentagelse kadencerede opad istedetfor nedad, men på nøjagtigt samme akkord. Dermed var mit ærinde fuldført: påmindelse om musikaliteten. Særligt intens hos Mozart.
Nu skal jeg over til andet lyttemateriale: Bachs h-mol-messe og Stravinskys Historien om en soldat, mine ærinder der, dem vender jeg tilbage om, hvis de tilknyttede projekter realiseres ;-)

fredag den 27. februar 2015

Kniplinger og musik i Ungarn


Via en bekendt er jeg kommet under vejrs med denne fantastiske hjemmeside:


De har ført tanken til ende: kniplinger som musik, sådan!

mandag den 16. februar 2015

Mandag i c-mol


På en mandag efter en uhyggelig weekend, sorte skyer af vold, død og ødelæggelse over København, er det igen heldigt at være igang med lytning af Mozarts klaverkoncerter og især at være kommet til nr. 24 i c-mol.
Jeg har allerede for nogen tid siden lyttet den igennem med Alfred Brendel ved klaveret, idag gælder det Mitsuko Uchida:


I betragtning af de seneste dages hændelser og hvor uhyggelig tæt de kom, en god ven har synagogen i baghaven og en bekendt af mig var på arbejde i Krudttønden(hvilket navn…), er det naturligt at reflektere over Mozarts musik fra OPLYSNINGSTIDEN. Det oplyste samfund hævdes at være truet.
Alligevel kan jeg ikke helt svinge mig op til patos og stor filosofi. Men så meget desto mere græde tårer over de frygtelige hændelser.
Måske har jeg det som min ven Spillemanden: "…ser ikke det her som organiseret terror, men som macho og identitetsbearbejdning i afstumpede miljøer".
Jeg mener nemlig heller ikke, at truslerne om terror eller weekendens udåd er de største farer for samfundet, dem laver vi såmænd selv ved at skabe større og større polarisering mellem rig og fattig, lokalt som globalt. At dette kan gøre folk desperate, er selvfølgelig en del af historien.

tirsdag den 10. februar 2015

Jeg gider ikke at lave lyde



Skulle nogen være i tvivl: undertegnede, Eva Noer Kondrup, elsker modernismen som sin kunstneriske moder. Men hun vil ikke arbejde med at lave lyde. 
Jeg vil lave musik: god, gammeldags, nå nej, det bliver det så ikke: musik. I min uddannelse blandt kunstmusikkomponister har jeg lært ikke at sige ordet "melodi", fydaføjda. Mens det var top at lave lyde. Det gider jeg altså bare ikke, slut prut. Nå ja: det sidste var så alligevel en lyd….(!)

tirsdag den 3. februar 2015

Mens...


dagene endnu er korte, men der begynder at være tegn til lidt mere lys, kommer her nogle meget grønne billeder fra 2010. Det er fra en workshop på Bornholm med temaet nodepult-design og natur, hvor en flok kunstnere, kunsthåndværkere og musikere tilbragte en hel dag, 10. maj, ude i en fredsskov på Bornholm: designede, diskuterede, spillede, fik publikummer på, hvorefter vi endte med et festmåltid af sponsorerede bornholmske unghaner tilberedt af José Mendoza og Henrik Matthisen. Vejret var lykkeligvis i den grad med os, og tænk, om 3 måneder kommer der mere af det samme…!

Hélène Navasse opfører mit stykke "Diary from the Mountains" 


Nodepulten til "Diary" er designet af Øivind Slaatto

Ida Guldhammer, kunstner, forbereder stor rød nodelinie


Store nodelinier v/Ida Guldhammer

Hélène Navasse spiller tango af A. Piazzolla