fredag den 23. september 2016

Uropførelse med Ensemble Mousai 1. oktober, Frihavnskirken





"Salva Regina"
Frihavnskirken
Lørdag den 1. oktober kl. 16:00
Entré: kr. 80,00 / 50,00

Jomfru Maria er en af de bedst beskrevet bibelske figurer i den musikalske litteratur. I dette program kan man i en skøn blanding nyde kendte og mindre kendte værker,
der alle har Maria som omdrejningspunkt.

Repertoiret spænder over knap tusind år, fra gregoriansk sang af Hildegard von Bingen over uddrag af Pergolesis populære Stabat Mater, værker af b.a. Haydn, Dvorak og Verdi, samt ikke mindst en helt ny komposition skrevet specielt til Ensemble Mousai af Eva Noer Kondrup.

Cecilia Lindwall, sopran
Den svenske sopran, Cecilia Lindwall, er uddannet ved Statens Musikhøgskole og Statens Operahøgskole i Oslo. Hun debuterede som Musetta i La Boheme på Den Norske Opera i 2001. Samme år vandt hun den internationale operakonkurrence, Kammeroper Schloss Rheinsberg i Berlin, hvilket resulterede i et engagement med den legendariske dirigent, Christian Thielemann, på Deutsche Oper i Berlin. Cecilia blev derefter fast solist ved Staatstheater Braunschweig, hvor hun har sunget omkring 15 hovedroller. Hun har også sunget med den store tyske tenor, René Kollo, under operettefestivallen Elbland i Wittenberg. De seneste år har hun sunget som freelance med base i København og har gæstet Malmö Operaen, Det Kgl. Teater i København og Operaen i Norge i roller som Violetta i La Traviata og Micaëla i Carmen. I efteråret 2015 sang hun hovedrollen som Sylva i Csardasfyrstinden på Hofteatret i København med Operettekompagniet, som kommer på turné i 2016 - 17.

Kristine Gether, alt
Kristine Gether, alt-mezzo, debuterede fra Det Kongelige Konservatorium i Haag, Holland i 2008. Hun har siden opbygget et omfattende repertoire som solist i særdeleshed indenfor den kirkemusikalske genre, men også indenfor koncert, opera og moderne kompositions-musik og har optrådt over det meste af Europa og i Asien. Således har man blandt meget andet kunne høre hende i Juleoratoriet, Johannespassionen samt diverse messer og kantater af J.S. Bach, Messias og La Resurrezione (også på CD) af G.F. Händel, messer, Vesperare Solennes de Confessore og Requiem af Mozart, Vivaldis Nisi Dominus, Stabat Mater af Pergolesi og J. Haydn, Requiem af Duruflé og Lotti, 2. Symfoni og Kindertotenlieder af Mahler, Le voci sotto vetro af Sciarrino, som Layla i R. de Groots' Layla en Majnun og som Mdm de Croissy i Poulencs Dialogues des Carmelites. Som ensemblesanger har Kristine bl.a. været tilknyttet VocaalLAB Nederland (Holland), Ars Musica (Østrig) og Capella Hafniensis. Kristine studerer siden 2011 privat hos den svenske alt Anna Larsson..

Knud Rasmussen, orgel og klaver
Knud Rasmussen er uddannet som pianist ved Det fynske Musikkonservatorium I Odense og som organist ved Det kgl. danske Musikkonservatorium i København. Knud er ansat som organist ved Virum Kirke, men har herudover en omfattende virksomhed som akkompagnatør for sangere og har i en længere årrække været fast tilknyttet som akkompagnatør for De tre kongelige tenorer, De tre kongelig sopraner og Nordic Singers, som består af sangere fra Det kgl. Teater og med hvem han har turneret i bl. a. USA og Canada. Knud Rasmussen er også balletrepetitør og har i en længere årrække spillet til ballettimer for bl.a. Kirsten Simone og Susanne Heering. Endelig kan nævnes at Knud har været pianist for forskellige gospelkor, og han er ofte gospelinstruktør ved gospelstævner forskellige steder i Danmark.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar