Alcina med Schäfer

  Er under lytning til en fantastisk indspilning: Händels Alcina-opera i forkortet suite-udgave med den berlinesiske nattergal Christine Schäfer og de lokale Barock-Solisten.

  Engang var barokmusikere en samling semifanatikere importeret fra Haag, ihvertfald Holland, bl.a. den legendariske emo-type Hildegard Perl, som vistnok var lutenist eller sågar ærkelutenist, eller var det theorbe hun spiller/spillede...(?), hun var ihvertfald en sand classic punker.

  - Da jeg jo selv tilhører den helt NORMALE, haha, befolkningsgruppe af nørdede moderne musik komponister, af violinisten Helge Slaatto kaldet "mørkesøgende insekter".

  Nå men: jeg lutres (vitterligt!) ved denne fantastiske musik, Händelmand kan godt være lidt mekanisk indimellem, men håndværker, det er han skis'me i særklasse, og hans indflet af vekslende satsarbejde er inspirerende her ved nodepapiret.

  Og så den ekvilibrisme med hvilken orkestret eksekverer deres forsiringer: jeg er lykkelig, og jeg må have en fredagsbajer i egen solitær-sær fredagsbar efter endt lytning :-)

Ufremkommelighed

  Kirgizstan er et meget svært fremkommeligt land. Og i den absurde blanding af nykapitalisme, indeklemthed mellem stormagterne KIna og Rusland og sågar USA ifm. krigen mod Taleban, og et folk der stadig i hjertet er nomader, kan man fx. opleve: at en tyskbrugt Mercedes står parkeret i vejkanten, ejerne er stået ud og går i marken og arbejder med deres hakker(!)

  Marken er mere end fuld af sten, intet får de forærende, og da slet ikke hvad angår infrastruktur, for hvad gør man, når ens land på tværs gennemskæres af 3-4 bjergkæder??!

Hverdag i kunstmusikken

  Idag, i dette øjeblik, bakser jeg med nogle violinfigurer. En god, basal ny-gammel verden har just åbnet sig for mig: Broby-Johansens bøger om kunst og kunsthåndværk, jeg har set dem i mine forældres og i mange andres bogreoler tusind gange og måske vidst, at de engang ville få betydning for mig. Jeg er en hund efter hverdagen i kunsten.

  Det kan ses, at ørepropperne har måttet tages i brug: der sættes altaner op i naboejendommen, og det larmer gudsjammerligt med brummetoner og det hele.

  Indimellem er jeg dejá-vu-agtigt ført tilbage i tiden til cirka 1991, hvor jeg sad på Østerbro i Ribegade ved mit klaver og ledte efter violinfigurer til et stykke for violin og electronics: "Heaven can wait" kom det til at hedde. Jeg var lige startet på konservatoriet. Der er nok mere ro om processen nu, ikke desto mindre opdagede jeg igår en virkelig fed kombi af to ret ens violinfigurer. God høst, så var dagen reddet. Og de holder ovenikøbet ved gennemspilning idag ;-)