Min seneste og i denne omgang sidste gennemlytning af Sinfonia Concertante førte til en del opdagelser i detaljen, især én: først forstod jeg ikke, hvad det var jeg hørte: en marimba med lidt gnækkende knas på, eller hvad?
Det viste sig at være en progression af to dybtliggende oboer, trakterende hver sin ret tætliggende akkordtone.
Her viser sig virkelig Prokofievs geni: hvordan han har siddet og syslet med sit partitur og her fundet en superfed original effekt. Aner man min misundelse?
Jeg kan desværre ikke stjæle den pågældende effekt, det er en one-off, ligesom når Ligeti i sit orgelværk Volumina foreskriver, at orglet slukkes på de sidste toner. Det giver en yderst speciel virkning, tonerne sygner virkeligt hen, de skrider jo nedad pga. det faldende lufttryk i piberne, men igen: en engangseffekt, som vistnok ikke bør kopieres direkte(…!)
Narrestreger virker imidlertid altid inspirerende her i værkstedet ;-)
 |
| Sergej Prokofiev: Sinfonia Concertante, 1. sats slutning |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar