De fortabte og de sære

Under hastig læsning af avis faldt jeg over et indlæg af, vistnok, Bettina Heltberg. Hun havde på Færøerne gået i fakkeltog til fejring af et William Heinesen-jubilæum. Dét ville jeg osse ha' gjort!

Ud over at have anvendt et af hans digte i et stykke for sopran og ensemble: "Lullabye" (uropført i London 1996), er også hans roman "De fortabte spillemænd" en stor favorit her.

Han lykkes med at fortælle om, hvilket fletværk af fuldt blomstrende originaler, der befolker flækken omkring spillemændene, også selv toporiginaler selvfølgelig, og han får gjort det helt klart, at her er anderledeshed ikke noget, der til nød tolereres eller hellere behandles. Tværtom: anderledeshed er en del af selve meningen med livet. Og det hele sættes i scenisk relief af det omgivende hav, som spillemændene begiver sig ud på med vekslende held.

I de senere år har ærinder bragt mig rundt i byens udkant til sære steder og hos sære mennesker. Jeg vil hverken røbe hvem eller hvor, for det er ikke min mening at gøre dem til mine eller sætte dem på facebook, jeg registrerer dem blot og storglædes over, at de findes.

Sverige

Så var der valg i Sverige, og et meget forhåndsomtalt parti vandt stor fremgang. Ingen ønsker ganske vist at arbejde sammen med dette parti, der i sin fremmedsfjendskhed matcher noget, som man alt for godt kender både fra dansk politik og fra sin omgang med de nedgroede negle udi kulturlivet og andre liv.

Hvorom alting er: også det svenske parti har stjålet et ord: herovre er "folk" blevet stjålet, derovre er det ordet "demokrater", de er løbet med.

Det er alt for let at stjæle ord og misbruge dem!

Klint

Her får I lige et par smukke billeder fra mine sommeroptegnelser. De er fra Stevns Klint, som jo nu er kommet på verdens naturarvliste, fordi den delvist er dannet, dengang dinosaurerne uddøde, der for ca. 65 millioner år siden ;-)

Jeg lader klinten indgå som titel og inspiration i en serie af klaverstykker, som jeg arbejder på. På det nederste billede kan man nærmest se nogle nodelinier(…??!)

Efteråret under anmarch

- og det kræver sin musik!

Nemlig César Francks violinsonate i A-dur, i dette tilfælde med David Oistrakh, violin, og Sviatoslav Richter, klaver.

Den er for mig knyttet til efteråret, idet jeg for mange herrens år siden boede til leje på en gammel skole udenfor Holstebro hos dejlige musikmennesker: Bodil Krogh, hørelærepædagog, som med sin dygtighed og seriøsitet har været en af mine mentorer, og hendes mand, Ove Pedersen, organist.

En aften satte de en lp på med en ny talentfuld kvindelig verdensviolinist, jeg husker ikke hendes navn, men værket var denne fantastiske sonate, som jeg siden har forbundet med efteråret.

Det er, ud over at være himmelsk og jordisk bevægende, et forbavsende helstøbt værk, og vi taler helstøbthed i sværvægterklassen som Bachs korværker og Brahms' symfonier. Ikke at helstøbthed for mig, nu, er en afgørende kvalitet, men det hører med til lytteoplevelsen i dette tilfælde af ellers ærkeromantisk musik.

http://www.youtube.com/watch?v=CbHNO0oIu_g

Sommerens gang...

Den mellemliggende tid er gået med at arbejde under ekstremt behagelige former og i rum med særdeles højt til loftet ;-)

At kigge langt ud i horisonten er vidunderligt og klart befordrende for visionerne, som kan gemmes til om vinteren, hvor blikket kan blive lidt kort..(!) Øh..: når det er med ørerne, er det så "audioner"…?? Men, som det fremgår, mange konkrete toner må vente forgæves på at blive noteret, når vuet er for fristende.

Nu haster imidlertid intet, mine kvartetter er skrevet, og jeg er i langsom opstart af bl.a. nogle sange til Cecilia Lindwall, sopran, som jeg her holder møde med, vi er ved at kredse os ind på nogle tekster og er enige om, at naturen skal have en plads. Vi er ret trætte af eksistentialistisk, urban selvransagelse, nutidens kværnen, og ser for tiden på Södergrans digtning med dens begyndende modernisme, men stadig med en sanselig naturiagttagelse. Og en vis mystik, ikke at forglemme. Som vi til gengæld aner noget fremtid i.