Shakespeare - og mig

Nu til en pudsig ting: Shakespeare blev født den 23. april 1564, mener man... Dermed er jeg født nøjagtigt 400 år senere, på samme dato, men altså 1964, det synes jeg er lidt morsomt. I øvrigt døde han også på den 23. april, i 1616.
Lige nu læser jeg på noget af hans stof med henblik på en form for kantate, jeg gerne vil lave.
Under studierne går det op for mig, at han var feminist:

"Lad ingen mand den visne blomst gi' skylden
men vinteren, der blomsten overfaldt;
last ikke den, der blev gjort syg, men bylden,
der lå bag. Åh, lad ikke det bli' kaldt
for kvinders fejl, at mænd dem ud har valgt
til at bli' misbrugt! Disse stolte herrer
la'r svage kvinder skammens byrde bære."

Så er alt såmænd sagt om den sag, og på empatisk vis. Tak, du gamle William!

(Fra "Shakespeare - kærlighedens digter", oversat af Bjarne Gertz, Det Poetiske Bureaus Forlag)

Tænk engang...

snart er det 2017.... Nu har jeg fået ting ordnet, som måske ikke har så meget musik i sig, men som skal til, for at det hele spiller: oprydning af mails, lister til KODA, kontakt med Skat, ja, sågar afrimning af køleskab(!)
Her på bloggen fortsætter jeg derfor næste gang min beretning om nodernes udbredelse.
Stay tuned..!

Noder til og for alle

Det er min vision, at alle skal lære at læse og skrive noder. Vi har en fantastisk og enestående tradition med den noterede musik. Og alle hjernestudier viser, at musikalsk aktivitet binder hjernen sammen, gør os stærkere ved at gøre os mere fleksible, vi kan spille på flere talenter, tangenter, når vi har adgang til flere dele af os selv end lige hverdag, effektivitet og cost-benefit.
Venligst, giv det en ekstra tanke: at alle lærer noder at kende!

Aktuelt: Mahagonny, anbefales!

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/opera/mahagonny/

Så er der smæk for skillingen og karsk samfundskritik på Operaens store scene...

Jeg var heldig at se generalprøven i torsdags på Mahagonny, og går og glæder mig på alle de andre publikummers vegne, at de skal ind og opleve dette miks af spejlende kritik, totalteater, rå provokation og sær musik.
Mahagonny, den depraverede stad, er blevet til København, og man mindes om, at vi her er "verdens lykkeligste", haha, den sidder lige i skabet.

Månen og solen

https://video.kglteater.dk/rusalka 

  Sidste uge gik jeg fra mørke til lys med "Se nu stiger solen". Men det fører straks til nye overvejelser. Radioens P2 har for nylig afholdt en konkurrence om, hvilken opera-arie, der er den mest elskede. Det blev "Sangen til Månen" fra "Rusalka" af Dvorâk. Ikke noget dårligt valg, men vildt interessant, for jeg troede vi var ude i "La Boheme" eller "Tryllefløjten" eller noget i den boldgade.
  Nu er Dvorâk super udtryksfuld, men teksten synges altså på tjekkisk...!! Jeg bliver helt opløftet over dette faktum, i en tid hvor amerikansk tyggegummidialekt og især katastrofevalg oversvømmer os, trænger jeg til at blikket, øret, vendes mod helt andre retninger, og da gerne Østeuropa! Jeg dyrker selv flittigt at spille folkemusik derfra med min ven Spillemanden.
  Det spiller virkeligt i operaen Rusalka med den slaviske farvning, forsiringerne, også jeg er helt solgt.
  På Operaen har de en opsætning, hvor månen i gigantstørrelse skinner som en ægte skælmsk høstmåne over handlingen....

Mørke og lys

  Hvorfor er "Se nu stiger solen" så fantastisk et lille mesterværk? Pludselig her i det tiltagende efterårsmørke trænger den sig på, jeg må spille den. Det er jo grueligt mørkt om eftermiddagen, dagen slutter ALT FOR TIDLIGT. Men morgensolen kan man så klamre sig til....!

  Hvorfor trænger lige den melodi sig på, og ikke "guld i mund" eller "Nu titte", eller andre...?? Jeg studerer den, spiller, nynner, fornemmer. Forklaringen er vist rørende enkel.

  Det er ikke pga. den ellers elegante G-dur akkord på ordet "salig". Det er heller ikke pga. den Laubske nøgternhed, der vælger at lave en omvendt skuffelse og ende i C-dur til sidst. Men nu er jeg på sporet: det er nemlig fordi den er i mol. Det er dét, der er den markante forklaring, starten med den ret dybtliggende sopranmelodi og så i mol, hvor solen skal stå op, og man glædes over det, det er den ultimative bittertsøde sorgsmerte i dén situation...! Og så er der netop mulighed for at gå op og op og op for melodien, som netop på "den salige jubel" har slynget sig helt op på et højt es, og det på ret kort tid. Jeg elsker den slags styr på det indholdsmæssige i forholdet mellem tekst og musik. Tak til Jakob Knudsen for tekst og især Oluf Ring for noder.

Operakompagniet rykker

Det var slutningen af maj, og vi ledte efter et teater, hvor vi kan spille vores opera!
Det er, ud over mig selv, forestillingsleder Ida Fogh Kiberg og sopran Cecilia Lindwall.
Vi fandt ikke vores drømmesal, men vi havde en god tur rundt i København og Københavns Havn!