tirsdag den 29. juli 2014

Og nu vi er ved det


Hvad så med Carl Nielsens 5. symfoni, den med lilletrommen, kan jeg så heller ikke døje den? Jo selvfølgelig, jeg elsker den. Og spøjst iøvrigt som Nielsen hele tiden dukker op, jeg havde en periode med ham for 20 år siden. "Alting kommer igen", som man vist siger i modebranchen.
Percussion er fantastisk. Bare melodien ikke skal lide...

onsdag den 23. juli 2014

Til kamp for melodien!


Tænk lige over det en ekstra gang: når det mere  og mere er selve anslaget, der betones pga. ørets tilvænning til KLAVERET (grrr….!! :-(  bliver den bårne tone underpriotiteret. Det har stadig konsekvenser derhen, at klangidealet i den bårne melodi anses for banalt. Lykkeligt banalt, vil jeg kalde det :-D Til kamp for melodien! Den modernistiske æstetik foreskriver ufattelige mængder anslag og ufattelig knaphed i linierne, de melodiske, her nok i gåseøjne. Tag den moderne sinfonietta. Dens æstetik er jo allerede forældet, de ensomme strygere, der må spille fælt kraftigt for at hamle op med messing og træblæsere og KLAVER OG SLAGTØJ, GRRRR…!!!!

torsdag den 17. juli 2014

Anti-percussion-bevægelsen




- består nok foreløbig kun af én person (mig), men burde have en facebook-side.
Dens grundtese er: siden opfindelsen af klaveret, som fik sin store udbredelse i 1800-tallet, er det percussive element vokset grænseløst, en invasiv art, der har været med til drive den bårne melodi op på listen af truede arter. Til kamp for melodien! Lyt her til et af mine yndlingseksempler, du er velkommen til at lukke øjnene(!) Ignorér klaveret ;-) og lyt til den fantastiske obostemme.


torsdag den 10. juli 2014

Og Susan...


Apropos smartphoneriet og ensretningen: det er de ekstremt agressive medier, der udgør den største trussel mod det sære: det er ganske enkelt enormt vanskeligt at isolere sig og komme udenfor indflydelse. Selvfølgelig er der også masser af særlingespecialiteter på nettet (nærværende blog fx? ;-) men altså desværre typisk med en masse reklamebannere og blabla før man kommer så vidt.
Så meget desto mere er der grund til at lære af de intellektuelle amerikanere, da de simpelthen har længere erfaring med meget agressive medier og markedsføring. Et kongeeksempel kan du se her, det er et interview med Susan Sontag fra starten af 90'erne, hvor hun i praksis får sneget sig udenom at svare på nogetsomhelst og samtidig elegant og civiliseret får givet journalisten besked om, hvor lidt hun sætter pris på hans spørgsmål. "En stærk og klog personlighed møder et fordummende medie og dets one-liner-format", kunne man kalde det.