Min succés er nu åbenbar, min økonomi er ikke helt og aldeles håbløs, jeg skriver på flere værker og har et nu mangeårigt samarbejde med det dybe kvalitetsmenneske og pianist Christina.
Om lidt blomstrer syrenerne, og jeg har fået lyst til at holde i hånd. Og det skal være med en meget venlig mand.
På sikker afstand af min ungdom(...!) begynder jeg at se bredere, længere perspektiver, noget jeg i høj grad arbejder med i min musik, ja, det er faktisk omdrejningspunkt i min dialog med traditionen. Fordi netop modernismen, som jeg er rundet af, har opbruddet som sin kerne, føles det lige nu nærmest livsnødvendigt at finde det episke frem, vove det. Den store, sammenhængende fortælling.
Den generation af komponister, som jeg tilhører, er vidt spredt mellem de store interessefelter: elektronik, konceptkunst og, som jeg, partiturmusikken. Der har været store tragedier med tidlige dødsfald af jævnaldrende kollegaer, men vi klemmer på.
To af de allerbedste, som netop laver partiturer, er desværre blevet ramt af den barske sygdom, som starter med P, men de skriver hvad de kan og skaber fortællinger. De livshæmmende omstændigheder, rammerne, er et vilkår, det ved jeg fra mit mangeårige, meget givende bijob i plejebranchen. Jobbet har bragt mig helt tæt på det danske og såmænd også det internationale samfund, hvor jeg nyder selskab af folk fra, bogstaveligt, hele kloden. Engang var jeg på vagt med folk fra hele 5 kontinenter...! Masser af lærdom om immigration og masser af historier fra den absolutte udkant af samfundet.
At samtidig pleje og passe og skåne og opmuntre nogle af samfundets svageste, det skaber mennesklige erfaringer, og derfra ved jeg med sikkerhed at kunne sige: man er ikke sin sygdom, for, ærlig talt: man er sgu heller ikke sin sundhed (selvom fascister tror på den slags).
Som en lille opdatering herfra nodeværkstedet, travlhed med en lejlighedskomposition, arbejdstitel: "Anholt under disen" til koncert i Anholt Kirke den 6. juli, "smut" gerne forbi, tihi.
Mest bøvl med finansiering af store projekter, for at optræde transparent: det går ikke for godt med at få min "Ensomhedskantate", tekst af Shakespeare "Fønix og Turtelduen" ud at spille, det er minimalt hvad jeg har opnået af midler. Lidt bedre går det med min "BMW", ballet-musik-workshop, men det er mest fordi min gamle ven og pianist og balletkender Deborah Wood klør på med krum hals og nul i honorar, SUK altså...
Med en anden veninde har jeg en joke kørende: hvad ville du gøre, hvis du fik 30 mill. kr., nu har jeg sat et budget op, det kan vel ikke skade: i hvert fald en lejlighed med et separat arbejdsværelse, det er i sig selv en succés at jeg stadig (stædig) er blevet ved med at komponere i alle disse år i min krog på cirka 2 kvadratmeter, denne lille krog er en civilisationsmarkør, jeg siger det bare(!)Meeen: en smule mere plads og en dør at lukke efter endt arbejde....
Dertil en personlig assistent til redigering af noder, printning, kommunikation og andet godt, bare en dag om ugen. Og en hushjælp, som kan være her to dage om ugen, lave husligt arbejde og hjælpe med forberedelse af den ugentlige dinner, som jeg så ville være i stand til at afholde for familie og venner, mums.
Samt investeringer i grønne tiltag og især udbredelse af min musik: koncerter og indspilninger, PR, jamen altså, hvad man ville kunne udrette.
.png)
Er just hjemvendt fra længe ventet rejse til Krakow i Polen. Mange, mange tanker og sansninger om livet i vores fælles Europa. Gennem årene læsning om de politiske vinde i Polen, og så dette nærstudie af den nærmest eksploderende infrastruktur med spritnye stationer og baner og alt mulig andet i hele landet. Til sammenligning er der jo vist ikke blevet investeret på samme måde i det østlige Tyskland... Nydelige køkkenhaver, en bekedenhed og værnen om det man har, men også en ensartethed, der under overfladen rummer den konservativ-småfascistiske undertone i tidligere østblok-områder. Desværre. Stærke musikalske rødder, masser af Nobelpristagere. Jeg er så glad for denne rejse, var flov over ikke tidligere at have besøgt dette genbo-land. Hjemturen over Berlin var lidt af et chok i al sin diversitet og andre historier. Og masser af musik i mit hoved.
OBS ILDENS KVINDER KONCERTER MIDLERTIDIGT UDSKUDT PGA. SYGDOM
SKULLE HAVE SET UD SOM FØLGER, VENDER SNAREST TILBAGE MED NYE DATOER!!
Koncert "Ildens Kvinder" med sopran Gabriella Pace og pianist Christina Bjørkøe, værker af Eli-Eri Moura, Franz Schubert og Eva Noer Kondrup: "ATLAS", 3 sange med tekster af Judith Schalansky fra det fantastiske bogværk: "Atlas over afsidesliggende øer".
Samme Dusine, se forrige indlæg, blev født midt i Sønderjylland 1901 og gennemlevede derfor næsten hele det 20. århundrede. Hun gik i tysk skole som barn, for Sønderjylland var simpelthen, som bekendt, tysk indtil genforeningen i 1920. Min mormor Dusine var en af de heldige der fik trykket Christian X. i hånden, da han red gennem gaderne til hest. Det var jo nok en af hendes største oplevelser, som hun jævnligt pralede med.
Her kommer lidt fif og tricks, hvis du/I gerne vil ud og køre i futtog på langdistance, en rejseform der passer ekstremt godt til mit temperament og min arbejdsrytme, og som jeg har genoptaget med stor glæde, nu hvor man virkelig kan gøre en dyd ud af det pga. klimakrisen(!!!)
Vi, en mindre gruppe, var i god tid med planlægningen af en påskerejse Kbh.-Sydfrankrig t/r, men fik alligevel brug for en del improviseren. Lad os sige det sådan: der er rum for forbedring af pladsbillet-booking over grænserne i Europa(!) Ingen nævnt ingen glemt.
Samme aften som vi skulle afrejse, åbnede der netop en ny linie Stockholm-Berlin med gode gamle nattog fra Svenske Järnväger, det lykkedes mirakuløst at få siddepladser Høje Taastrup-Hamburg og sovepladser på hjemturen, så var rammerne lagt: med mulighed for at sove på dette stræk kan man "alt".
Jernbanenetværket er spredt som et dejligt spind ud over hele kontinentet, vi valgte nogle tyske forbindelser videre mod Paris, hvor vi ikke lykkedes med nattoget mod Toulouse, og derfor var nødt til at nyde en lang aften i Paris og lidt petit dejeuner før vores hjemmefra bookede TGV-tog næste morgen.
Mange tog kører med højhastighed, især i Tyskland, hvor de viser farten på lystavler, vi lå jævnt på 315 km/t, så man kommer fremad.
Efter dejlige ferie og skrivedage hos pianist Deborah Wood i Cazottes, St. Laurent de Cerdans, og mange små udflugter til borge og Middelhav og meget andet, vendte vi snuden hjemad.
Nu var det blevet ægte påsketrafik, byerne virkede døde, togene var propfyldte, og de franske jernbanearbejdere truede med punktstrejker midt i valgtummelen. Det kom til en kraftig argumentation fra min side på fransk, selvom jeg egentlig ikke taler fransk(!) for at få os ombord på ruten Paris-Bruxelles, og senere var vi vidne til nogle meget lidt Ordnung-muss-sein tilstande i Tyskland, hvor der improviseres friskt med både togruter og friske "blinde" passagerer, men hvor der er GENIALE rigtige spisevogne med rigtige tjenere...
Endte tirsdag morgen i Høje Taastrup og vi gik direkte på arbejde, veludhvilede.
OPERA PÅ STEDET er en reality opera, men uden at nogen stemmes hjem - tværtimod- hele salen inddrages, når publikum sætter scenen.
Vi har kogt opera ned til et instant mix af musikalsk dramatik, som kan genspejle alt hvad du og I oplever i jeres liv. For store skolebørn kan det være mobning eller det at bede far om at få en piercing. For virksomheder kan det være coronabøvl eller chefens slemme stil. Kun fantasien sætter rammen, når publikum selv vælger dramaet fra JERES EGET LIV, fra politik eller fra cykelturen i morges...
Sopran Cecilia Lindwall, tenor Per Jellum og Deborah Wood på klaver har i forvejen indstuderet musik af Eva Noer Kondrup, som også styrer publikum gennem valg af tekst og guider fremførelsen af OPERA PÅ STEDET.
Virum Kirke, Musiksalen, på søndag den 26.9.
Kl 15-17.30, man kan dukke op senere end kl 15, vi kører flere forestillinger
Gratis adgang
 |
For 3 år siden var mine nerver på højkant, jeg skulle have min første premiere på Det Kgl. Teater med min kammeropera "Den Rejsende", det var næsten for meget, hold da fast, mange ting skulle gå op. Der blev kæmpet med blod, sved og tårer for at holde sammen på holdet, nedkøle de ophedede gemytter, fikse teknikaliteter, holde kursen, det var et småhelvede. Een ting havde dog været værre: AFLYSNING😰🎭🎶🎈🙏 Til alle jer, hvis værker, jobs, initiativer, højdepunkter, er ramt af coronanedlukning: Hold Ud!!! Der er SÅ meget brug for det I laver, og der kommer nye tider🌞👍💚
 |
| Musikeren på billedet var sikkert IKKE en der spillede uperfekt, ved ikke hvem det er... |
Her hvor coronatiden trækker ud og trækker ud, vil jeg nævne en mulig POSITIV sideeffekt. Ud over de åbenlyse, som er en kollektiv opmærksomhed på den lokale natur, en begrænsning i forbrug og flytransport m.m.
Nogle mener, bla. David Byrne fra Talking Heads, at muligheden for fonografisk gengivelse, dvs. først lydoptagelse, så radio, så grammofon, nu lydfiler osv., har ført til en perfektionering i live opførelser af også klassisk musik. Det kan der være noget om.
Her i sommers skete der så følgende: alle mine udøvende kollegaer, sangerne og instrumentalisterne, havde i en periode været uden jobs. De havde måske klaret sig igennem med kompensation og /eller dagpenge, men de var kommet helt ud af deres sædvanlige travlhed med at være på toppen hele tiden mellem afvikling af koncerter, indstudering af nye ting og vedligeholdelse af apparatet.
Pludselig kom der koncerter igen, ofte en masse småjobs, og man skulle op på hesten igen. For nogle betød det en kolossal træthed, de kom til en prøve og gik fuldstændigt udmattede derfra, overraskede over, at de var vant til denne "most" 24/7, før coronaen slog ned.
Andre troede sig i samme form som de plejede, de fik sagt ja til for mange af disse småjobs, man kunne opleve topmusikere fumle sig gennem passager, hvor de så himmelfaldne ud: "hvorfor driller det her? Jeg plejer at kunne det hele..."
MÅSKE har dette ført til noget godt: jeg er selv ikke perfektionist, der er sgu altid huller på strømperne og flænger i bagtæppet. Det er ikke for det tekniske jeg gør det her. Men den har været svær at forklare, nu er der en fælles falden ned, som, i min optik forhåbentlig, kan hjælpe til at uddestillere hvad der kunne være af dybere, væsenlige budskaber i den enkelte indstudering, den enkelte opførelse. Jeg glæder mig til det kommende år. At lytte.
Nu da det er ønsketid, både til julegaver og ønsker man kan have for det nye år, vil jeg ønske bedre cykelstier. Jernhesten trænger til noget komfort, bedre cykelunderlag på cykelstierne, jeg forstår ikke, hvorfor vejbanerne til biler altid er så velplejede, mens vi andre må skrumple rundt. Også gerne flere af de gode stativer før vejkryds, hvor man lige kan støtte sin fod uden at skulle stå helt af.
Min genbrugte jernhest med nye lækre cykelkurve skal ud og køre. Gerne på en ubebygget Amager Fælled, der fatter jeg heller ingenting, hvorfor nedlægge natur, når der er så mange andre steder man kan bygge(...!??)
Julehilsner herfra!
 |
| Cecilia Lindwall, sopransolist i Den Rejsende, lever sig ind i soldatens lange rejse. |
 |
| Eva studerer de lokale boforhold i et "Afghanistan" eller et "Syrien" på Tøjhusmuseet |
