Dobbeltstreger

Slutningen af juli var nogle hektiske dage: jeg afsluttede mine strygekvartetter én efter én. Og satte dermed nogle gedigne afsluttende dobbeltstreger, hvilket i tekst nok svarer lidt til afsluttende punktummer. Store, store forløb og overvejelser er afsluttet, jeg er færdig med at udarbejde de tre strygekvartetter Blå, Orange og Grøn, som jeg har arbejdet på i flere år. Processen har været præget af indadvendt observeren på gamle værker af mine egne, hvad jeg vil(?!), cirka 500 essays skrevet til mig selv med reflektioner over musik, fortid og fremtid, samt adskillige tilløb til satsdele. Nu har jeg skis'me nailet det, Ha! Jeg er færdig, har trylleopskrifter med nye æstetikker og sågar sandheder i nøgleknippet, YES!! Skal nu skrive stemmer til kvartetterne og igang med nye værker, hurra for dobbeltstreger...!!

Og nu vi er ved det

Hvad så med Carl Nielsens 5. symfoni, den med lilletrommen, kan jeg så heller ikke døje den? Jo selvfølgelig, jeg elsker den. Og spøjst iøvrigt som Nielsen hele tiden dukker op, jeg havde en periode med ham for 20 år siden. "Alting kommer igen", som man vist siger i modebranchen.

Percussion er fantastisk. Bare melodien ikke skal lide...

Til kamp for melodien!

Tænk lige over det en ekstra gang: når det mere  og mere er selve anslaget, der betones pga. ørets tilvænning til KLAVERET (grrr….!! :-(  bliver den bårne tone underpriotiteret. Det har stadig konsekvenser derhen, at klangidealet i den bårne melodi anses for banalt. Lykkeligt banalt, vil jeg kalde det :-D Til kamp for melodien! Den modernistiske æstetik foreskriver ufattelige mængder anslag og ufattelig knaphed i linierne, de melodiske, her nok i gåseøjne. Tag den moderne sinfonietta. Dens æstetik er jo allerede forældet, de ensomme strygere, der må spille fælt kraftigt for at hamle op med messing og træblæsere og KLAVER OG SLAGTØJ, GRRRR…!!!!

Anti-percussion-bevægelsen

- består nok foreløbig kun af én person (mig), men burde have en facebook-side.

Dens grundtese er: siden opfindelsen af klaveret, som fik sin store udbredelse i 1800-tallet, er det percussive element vokset grænseløst, en invasiv art, der har været med til drive den bårne melodi op på listen af truede arter. Til kamp for melodien! Lyt her til et af mine yndlingseksempler, du er velkommen til at lukke øjnene(!) Ignorér klaveret ;-) og lyt til den fantastiske obostemme.

http://www.youtube.com/watch?v=yOVr80KSUJM

Og Susan...

Apropos smartphoneriet og ensretningen: det er de ekstremt agressive medier, der udgør den største trussel mod det sære: det er ganske enkelt enormt vanskeligt at isolere sig og komme udenfor indflydelse. Selvfølgelig er der også masser af særlingespecialiteter på nettet (nærværende blog fx? ;-) men altså desværre typisk med en masse reklamebannere og blabla før man kommer så vidt.

Så meget desto mere er der grund til at lære af de intellektuelle amerikanere, da de simpelthen har længere erfaring med meget agressive medier og markedsføring. Et kongeeksempel kan du se her, det er et interview med Susan Sontag fra starten af 90'erne, hvor hun i praksis får sneget sig udenom at svare på nogetsomhelst og samtidig elegant og civiliseret får givet journalisten besked om, hvor lidt hun sætter pris på hans spørgsmål. "En stærk og klog personlighed møder et fordummende medie og dets one-liner-format", kunne man kalde det.

https://www.youtube.com/watch?v=7Mmi03G5oV0&list=PLqYy9IBKijmx5gDgyonC6104kZBaXDw5I

Conlon og Paul

Nu er jeg på biblo faldet over nogle strygekvartetter af Conlon Nancarrow. De er selvfølgelig indspillet af den altædende og virtuose Arditti Quartet. Det undrer mig lidt, at Conlon Nancarrow sådan har bakset med det klassiske kvartetensemble, for det er noget helt andet, han kendes for. Jeg må altså høre, hvad det er, og bliver glad, ikke uinteressant at lytte til...

Nancarrow er mest kendt for sine pianoruller, han indspillede topkaotiske værker for mekanisk klaver, hvilket resulterede i værker med angiveligt 5 armede 17 fingrede pianister…;-) Og populær var han ikke, måtte under Mccarthyismen flytte til Mexico. En skrupsak og særling af de bedste. Som min ven og kollega Pelle Gudmundsen-Holmgreen kan jeg ikke få nok af det sære, det bør hyldes og endnu mere nu, hvor smartphoneriet truer os med så meget desto mere ensretning.

Der var midt i sidste århundrede en stor skole i USA for hjemmelavede instrumenter, Harry Partch var en anden af komponisterne, han lavede selv sine marimbaer for at få dem stemt i særlige mikrotonale skalaer. Jeg studerede en overgang hos Paul Gallagher, New Jersey, som havde udviklet en mikrotonal skala med op til 32 trin i oktaven, og som sang sin skala perfekt og udviklede værker over det. Det er mine gamle feministiske anfægtelser, der også slår igennem her, som helt ung var det mig svært imod at skulle overtage "mændenes klangunivers", jeg var villig til at opfinde DET HELE fra bunden igen. Heldigvis fandt jeg ud af, at med min flig af virkeligheden kunne jeg sagtens yde en indsats med eksisterende instrumenter og noteringsformer…

Eksempel på Pauls musik:

http://soundcloud.com/eva-noer-kondrup/

the-forest

Grøn Duet

Sidste år havde jeg anledning til at høre noget af mit kvartetmusik, Grøn Kvartet, da Helianne Blais indstuderede et udsnit omskrevet for to violiner: Grøn Duet. Du kan høre uddraget her, Helianne spiller begge stemmer. Hele kvartetten får sin uropførelse senere på året sammen med Blå Kvartet og Orange Kvartet.

https://soundcloud.com/eva-noer-kondrup/gron-duet