fredag den 24. februar 2017

Beethovens klaversonater III eller noget helt andet

Der sker hele tiden noget nyt. Den seneste koncert, som jeg besøgte, var i tirsdags i Christianskirken her på Christianshavn. Organisten Søren Johannsen og trompetisten Dorthe Zielke havde sammensat en smuk aften med billedfortælling om reformationen og musik der til. Meget smukt trompetspil især. Der var andre historier at lytte til også: kirken får eksternt spillebord, så Søren kan sidde nede i kirkerummet mens han spiller på orglet. Det bliver dejligt for ham. Og så er der blevet installeret subwoofer til 32-fods piberne, så i visse registreringer svinger hele kirkerummet, bogstavelig talt, med.
Under det festlige nachspiel mødte jeg en barok og orgelkender, Jørgen, vi fik en god snak om Bachs musik, hvorfor var det nødvendigt for Johann Sebastian at vade så langt på sine fusser for at lytte til Buxtehude? Mere om dette en anden gang.
Pga. den slags overraskende arrangementer når jeg aldrig frem til at lytte til Beethoven. MEN, nu vil jeg afvente at kunne høre sonater live, måske på hammerklaver med Ronald Brautigam til sommer...??!

torsdag den 16. februar 2017

The Queen and the Birds, på søndag kl. 16, OBS aflysning

Så er der igen mulighed for at høre "The Queen and the Birds" for sopran, alt og orgel. Det er i Skovshoved Kirke, søndag den 19. februar kl. 16:

NB: Mit stykke er desværre aflyst. Altsanger Kristine Gether har lagt sig syg, men koncerten gennemføres

Salve Regina - Jomfru Maria-musik med Ensemble MOUSAI. Ensemble MOUSAI: Cecilia Lindwall, sopran, Kristine Gether, alt, Knud Rasmussen, orgel. Jomfru Maria hyldes i musikken gennem 1000 år. Ensemble MOUSAI fremfører en spændende blanding af kendte og mindre kendte værker, fra Hildegard von Bingen over komponister som bl.a. Händel, Haydn og Rossini til Eva Noer Kondrup.
Søn. d. 19. februar 2017, kl. 16. (Fri entré)
Skovshoved Kirke, Krøyersvej 1, Klampenborg

fredag den 3. februar 2017

Nodeværkstedet, det usynlige


Dette er et aktuelt kig ind i mit nodeværksted januar 2017.
Jeg er så glad for min arbejdsplads, hvor alt er indenfor rækkevidde, og mit trofaste Roland elklaver med hovedtelefoner og mit gode skrivebord med ståhøjde udgør hele min verden, når det virkelig står på.
Denne kombo kan anbefales: man sidder rigeligt ned, og i stedet for at køre frem og tilbage mellem klaver og skrivebord med støj for underboen og ødelagte gulve til følge, er dette bare superpraktisk. Ned og sidde og prøve noget af, op igen og skrive videre. Og sådan går dagene.
Det allervigtigste er dog usynligt: lyden. Den er helt optimal. Vores gamle ventilationsanlæg, som jeg har brokket mig en del om, en skramlet traktor lige over mit hoved, er skiftet ud med et aldeles lydløst anlæg. Sådan!
Tak til de højere magter og lidt til bestyrelsen.