Mørke og lys

  Hvorfor er "Se nu stiger solen" så fantastisk et lille mesterværk? Pludselig her i det tiltagende efterårsmørke trænger den sig på, jeg må spille den. Det er jo grueligt mørkt om eftermiddagen, dagen slutter ALT FOR TIDLIGT. Men morgensolen kan man så klamre sig til....!

  Hvorfor trænger lige den melodi sig på, og ikke "guld i mund" eller "Nu titte", eller andre...?? Jeg studerer den, spiller, nynner, fornemmer. Forklaringen er vist rørende enkel.

  Det er ikke pga. den ellers elegante G-dur akkord på ordet "salig". Det er heller ikke pga. den Laubske nøgternhed, der vælger at lave en omvendt skuffelse og ende i C-dur til sidst. Men nu er jeg på sporet: det er nemlig fordi den er i mol. Det er dét, der er den markante forklaring, starten med den ret dybtliggende sopranmelodi og så i mol, hvor solen skal stå op, og man glædes over det, det er den ultimative bittertsøde sorgsmerte i dén situation...! Og så er der netop mulighed for at gå op og op og op for melodien, som netop på "den salige jubel" har slynget sig helt op på et højt es, og det på ret kort tid. Jeg elsker den slags styr på det indholdsmæssige i forholdet mellem tekst og musik. Tak til Jakob Knudsen for tekst og især Oluf Ring for noder.