fredag den 27. maj 2016

Et monster

  Den gæve og stærkt poetiske Jytte Rex har for nogle år siden lavet en film om Pelle Gudmundsen-Holmgreen, filmens titel er "Musikken er et monster". Pelle har ofte ramsaltede kommentarer til dette og hint, og jeg synes egentlig at han ofte rammer plet. At musikken er et monster, handler for ham om, at den fylder så meget i ens liv, at det ind imellem bliver uhyggeligt. Enig.
  Hvorfor jeg mon lige kommer til at tænke på musikken som et monster, når jeg ser dette billede: døm selv!

The Grotrian Double Grand Piano

torsdag den 19. maj 2016

Pelléas et Mélisande på Malmö Opera


  Så, og især hørte, Pelléas et Mélisande på Malmö Opera, det var i forgårs.
  Man slår op på hvilkensomhelst side i det 409 sider lange partitur, og det er Debussy så uforveksleligt!
  Opsætningen er meget rost, men min ven Spillemanden var ude med malurt i bægeret, han syntes at de agerede stift og sang udramatisk. Han synes, at Peter Langdal skal lave operaen. Det kunne jeg egentlig også godt tænke mig.
  Nuvel, det var den bedste opsætning jeg har set, hvilket er en del, da det er et af mine absolutte yndlingsværker indenfor opera. Også selvom jeg ikke helt kan forklare, hvad jeg har oplevet, når jeg går derfra...(!)
  Aftenens clou var akustikken og den sindssygt lækre indstudering rent musikalsk. De spillede som missekatte, og teatrets vægge var klappet sammen til lille format, hvilket er det bedste, for ved helt åben sal forsvinder lyden ud i siden... Hurra for en musikalsk oplevelse i særklasse, den kommer aldrig tilbage igen så god...!

onsdag den 11. maj 2016

Girls Just Want Equal Funds

  For nylig gik en række popmusikere på scenen og omfortolkede deres egne gamle hits til aktuelle budskaber. Heriblandt Cyndi Lauper, hun ændrede det legendariske firserhit "Girls Just Wanna Have Fun" til: "Girls Just Want Equal Funds", kvinder vil bare have ligeløn, et usædvanligt og fedt opråb i kampen for ligeløn:
http://www.rollingstone.com/tv/news/see-cyndi-lauper-james-corden-sing-girls-just-want-equal-funds-20160510