Læsning der kradser

  For ganske nylig var jeg heldig at falde over den seneste udgivelse fra den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Den er vist ikke udgivet på dansk, det er den svenske version jeg har købt.
  Den har titlen "Eros agoni" og hudfletter nådesløst IT-samfundets nye narcissist-type, som dårligt er i stand til at relatere på et dybere plan, ikke alene pga. en overfølsom selvoptagethed, nu hvor alt både kan og skal udstilles, og privathed er noget der bevidst skal kæmpes for. Men også fordi der nu er en helt syg almen forestilling om, at vi mennesker kan realisere os selv gennem forbrug alene....
  Ja, det er kradse sager, jeg genkalder mig 80'ernes narcissismebeskrivelse af Christopher Lasch. Det ser bestemt ikke kønnere ud nu.
  Omvendt er jeg heldigvis hele tiden i kontakt med nysgerrige, ægte, kreative og levende mennesker fra alle aldre og samfundslag. Ellers ville bogen have gjort mig helt deprimeret, den er SÅ præcis i sin beskrivelse af en række forkerte præmisser, vi kollektivt sætter op.

Sangtekster, videointerview med Cecilia Lindwall

  Valget af myte er tæt forbundet til valget af tekst, når der skal skrives noget musik.

  Det er ikke så let: teksten har også en subtekst, der er flere lag og myter at forholde sig til. Og hvad vil man bruge sin kreative energi på?

  En professor på konservatoriet sagde engang, at når han var i tvivl "kunne han altid finde noget i biblen". - Det kan jeg så ikke!

  Som en anden dovenlars overlod jeg sidste gang dilemmaet til sangeren, som jo også har sit at skulle have sagt, sunget…

  Cecilia Lindwall fandt nogle tekster på sit smukke svenske originalsprog. I interviewet kan I høre, hvad hun tænker om dét.

https://vimeo.com/134541532?utm_source=email&utm_medium=clip-transcode_complete-finished-20120100&utm_campaign=7701&email_id=Y2xpcF90cmFuc2NvZGVkfDI0NDljOGMxMjBkYjQ0MjhlMDFjYWI4MzFkOTlhMzZiNDcwfDI1MTE2MTcyfDE0Mzc5MjI5NjN8NzcwMQ%3D%3D

Det store. Malere II

  En dansk billedkunstner, som jeg har meget stor respekt for, er John Kørner.

  For nogle år siden oplevede jeg hans malerier af prostituerede ved en udstilling på Arbejdermuseet, …det var grådfremkaldende.

  Hans krigsbilleder med Afghanistansoldater har jeg oplevet to af ved en særudstilling på Statens Museum for Kunst, deres nyindkøbte værker.

  For nylig var jeg så heldig at falde over et tv-interview med ham, hvor han ganske usentimentalt gjorde rede for, hvordan æstetikken gerne må være "lækker" (det sagde han!), historierne skal være "let tilgængelige". Det er altså mere end bevidst, at han maler figurativt og vælger mennesklige temaer, som vi alle kan relatere til, og som han i den grad får bragt ud over scenekanten!

  Det skal være "stort", siger han, og "fordybende".

Valget. Malere I

  Det er altid godt at orientere sig i, hvordan andre kunstnere tænker omkring kunsten som begreb og omkring konciperingen af et værk. Gerne i en anden kunstart, jeg læser derfor p.t. i Mark Rothkos, den amerikanske maler, meget personlige kunstfilosofiske bog "The Artist's Reality".

  Rothko havde faktisk en beslægtet kunstner indenfor mit felt: komponisten Morton Feldman, som indirekte har været årsag til, at jeg i en periode studerede i New York, selvom jeg aldrig har mødt ham personligt.
  De var venner, Rothko og Feldman. Feldman havde ydermere endnu en passion for billeder i form af ægte tæpper, men det er lige nu en anden historie.

  Heldigt for mig: selvom Rothko taler ud fra en anden kunstart om lys fx(!), er kapitlet om udtryk og belysning noget, der næsten danner svar på ting, jeg tumler med. Han nedbryder vores emotionelle respons på billeder til at grundlæggende kun være fælles, når det er den store mennesklige grundangst for at dø eller blive udstødt, som er malet. Andre mener det samme. Jeg 'mener' ikke noget om dette, men oplever en vis frihed i den vinkel, som jeg godt kan trænge til i mit arbejde med et nyt stykke….

  Han konkluderer, at vi jo selv vælger vore myter. Jovist. Stor taknemmelighed for det.