fredag den 20. marts 2015

Status i nodeværkstedet


  Status her i værkstedet er følgende: jeg blev igår færdig med klaverdelen til Cecilia Lindwalls sange. Hun fik det hele sendt i blyantsversion. Dermed kan det transponeres inden renskrivningen, hvis noget skulle ligge virkelig dårligt for hendes stemme. Hun har dog kendt værkets sanglinie et stykke tid, og har endnu ikke brokket sig ;-)
  Sangene vil få deres uropførelse den 9. juli ved Vendsyssel Festival!
For ikke at slippe sangerne, nu jeg er godt igang, fortsætter jeg med kormusik til meget, meget fine tekster af Eske K. Mathiesen. Han har netop givet mig lov til at bruge dem :-)
  


fredag den 13. marts 2015

Jeppe Murer og folk der jojker



I Vordingborg har de Gåsetårnet og en fantastisk klosterhave, men de har også i deres kirke nyrestaurerede kalkmalerier. Jeg var heldig at få en rundvisning, mens de endnu var nyafdækkede. Menigheden kan ikke få alt at se, og nærværende maleri var da også i mange år dækket af hvid maling, nu er det afdækket, men kan ses af præsten: det er i sidste kuppel og vender ind mod koret/alteret.
Det forestiller en håndværker, Jeppe Murer, som vist er lidt drikfældig og som bærer en narrehat med Golgata øverst, meget, meget frækt(!)
Forbudte billeder, jovist, men kirken forbød også visse former for musik: så sent som i 1693 måtte Lars Nielsson i det nordlige Sverige lide døden, fordi han var brudt ud i den forbudte jojken, da han havde fundet sit barnebarn omkommet i en ulykke. 
Bemærk iøvrigt den righoldige ornamentik.

fredag den 6. marts 2015

Mozart og så videre....



Nu får det nok en ende for denne gang med lytning til Mozart: jeg har hørt klaverkoncert nr. 24 med Murray Perahia. Det var fint, orkesterdelen fremstod mere saftig omend stadig helt igennem smagfuld.
I en ganske bestemt vending opnåede jeg at få indfriet mit ønske: jeg oplevede meget intenst, hvordan en frase ved gentagelse kadencerede opad istedetfor nedad, men på nøjagtigt samme akkord. Dermed var mit ærinde fuldført: påmindelse om musikaliteten. Særligt intens hos Mozart.
Nu skal jeg over til andet lyttemateriale: Bachs h-mol-messe og Stravinskys Historien om en soldat, mine ærinder der, dem vender jeg tilbage om, hvis de tilknyttede projekter realiseres ;-)