fredag den 23. maj 2025

Den 17. juni i Sorgenfri Kirke


 

Kom til koncert med nyt fra nodeværkstedet, jeg indleder et nyt samarbejde og man kan høre en bid musik få sin uropførelse:

https://www.sorgenfrikirke.dk/begivenhed/17-6-2025-flygelindvielse-koncert-nr-2-38132

 

 

lørdag den 10. maj 2025

Spændende gennemskylning

 

Er just hjemvendt fra længe ventet rejse til Krakow i Polen. Mange, mange tanker og sansninger om livet i vores fælles Europa. Gennem årene læsning om de politiske vinde i Polen, og så dette nærstudie af den nærmest eksploderende infrastruktur med spritnye stationer og baner og alt mulig andet i hele landet. Til sammenligning er der jo vist ikke blevet investeret på samme måde i det østlige Tyskland... Nydelige køkkenhaver, en bekedenhed og værnen om det man har, men også en ensartethed, der under overfladen rummer den konservativ-småfascistiske undertone i tidligere østblok-områder. Desværre. Stærke musikalske rødder, masser af Nobelpristagere. Jeg er så glad for denne rejse, var flov over ikke tidligere at have besøgt dette genbo-land. Hjemturen over Berlin var lidt af et chok i al sin diversitet og andre historier. Og masser af musik i mit hoved.

fredag den 25. april 2025

Retningen


 At få spillet et nyt orkesterstykke, det har ganske naturligt sat en del overvejelser i gang.

Tilstede ved koncerten var en mand, som også var publikum ved mit tidligere orkesterværk "Salt strøm salt" i starten af nullerne. Dengang kom han hen til mig og sagde følgende: "Det var ikke så slemt som jeg troede". Dette er en ret spøjs og vel nok meget dansk kommentar. Vi kender ikke hinanden, jeg genkender ham blot som del af det faste publikum omkring klassisk musik, og han er jo, som jeg, blevet godt 20 år ældre.

Hvad der er sket i min musik, går i den retning han indirekte har udstukket. Og det giver mig rum til at reflektere over især modernismens rolle. Da jeg får mere og mere våde fødder af at træde over i en episk- traditionel musikalsk fortællestil. Der er bare ingen vej tilbage, jeg ville svigte mit mandat, hvis ikke jeg vovede dette.

torsdag den 3. april 2025

Uropførelse vel i hus

 

 Ja, så lykkedes det med prøvearbejde og koncert og det hele: min hornkoncert er blevet uropført sidste torsdag med Copenhagen Phil, deres solohornist Emilie Ravn Jensen var meget, meget velspillende solist og chefdirigent Christoph Gedschold ledsagede med lige så velspillende orkester. 

Så dejligt at være vendt tilbage til at arbejde med orkester!

tirsdag den 28. januar 2025

Smuk skrift


 Var så heldig at se udstillingen om islamisk kalligrafi på Davids Samling, det var få dage før den var forbi... Det drejede sig om skrift på papir, på silke, som indgravering i messinglamper og meget andet. Selve det at skrive er en stor, stor praksis, jeg er jo så heldig, at jeg skriver toner, og her er gengivet et citat, som klinger af noget jeg kender:

(museets oversættelse af ovenstående:)

"Åbn din penneæske under gunstige forhold og nedfæld alverdens gaver, idet blækket i din rørpen er til at formgive lystens og skæbnens udseende."

onsdag den 4. december 2024

Schönberg, Tone, Bror og Debussy

 


I november har der været gang i koncertlivet, og jeg har haft den ene vidunderlige oplevelse efter den anden.

Først var det Arnold Schönbergs blæserkvintet, 40 minutter og sjældent opført, et af de allerførste 12-toneværker overhovedet.Men forbavsende klassisk, romantisk, i sin gestik, når man er blevet vant til mere krads modernisme, serialisme og meget andet godt.

Så gjaldt det en liederaften i en kælder. Jeg har i mange år følt, at fx liedgenren nærmede sig en undergrundsstatus, og her var det altså ganske bogstaveligt(!) Faktisk har jeg i min vennekreds en ung mand, der går vildt op i lieder, og den interesse kan man nok også have for sig selv og selv gå på opdagelse i, men måske den er ved at få sin renæssance? Samme unge mand sætter til eksempel stor pris på Hugo Wolf(!) Her var det den skønne, fuldtklingende wagnerstemme i skikkelse af Britt-Tone Müllertz, som sammen med pianist Kristoffer Hyldig, i Hyldigs øvelokale, gav Mahlers Rückertlieder mm. De der Rückertlieder, dem skal jeg have kigget nærmere på...

Næste højdepunkt var livestreaming fra Malmö Opera af Verdis "Giovanna d'Arco" = Jeanne d'Arc. God opsætning og fra første strofe fra tenoren var man henført, det var Bror Magnus Tødenæs med den stærkeste mavemuskel-tenorsstemme siden Jussi Björling, dér kan man tale om at brænde igennem.

Sluttelig var jeg i Koncerthuset og høre DRorkestret i Brahms og Debussy. Øjøj, Debussys La Mer stod i perfekt balance, det var et under. Tak for alle disse oplevelse: musikere og koncertarrangører, nu kan det godt blive og være vinter...!

torsdag den 5. september 2024

Om episke forløb

Så er det ved at blive sensommer på kvisten, jeg ser på nye projekter og læser korrektur på min Hornkoncert til Emilie Ravn Jensen og Copenhagen Phil:

 https://copenhagenphil.dk/koncerter/haydn-og-schumann/

Allerede næste uge går turen til konservatoriets bibliotek for at finde nogle ganske bestemte noder, noget stof jeg må studere. Det er både trygt og frygteligt spændende at overgive sig til den noterede musik gang på gang, fjerne sig lidt fra hverdagens platforme. De er ikke uinspirerende, hverdagens sysler, men de store episke forløb, de ville mangle, hvis ikke jeg havde adgang til de der strømmende noder...