tirsdag den 7. juni 2016
fredag den 27. maj 2016
Et monster
Den gæve og stærkt poetiske Jytte Rex har for nogle år siden lavet en film om Pelle Gudmundsen-Holmgreen, filmens titel er "Musikken er et monster". Pelle har ofte ramsaltede kommentarer til dette og hint, og jeg synes egentlig at han ofte rammer plet. At musikken er et monster, handler for ham om, at den fylder så meget i ens liv, at det ind imellem bliver uhyggeligt. Enig.
Hvorfor jeg mon lige kommer til at tænke på musikken som et monster, når jeg ser dette billede: døm selv!
Hvorfor jeg mon lige kommer til at tænke på musikken som et monster, når jeg ser dette billede: døm selv!
![]() |
| The Grotrian Double Grand Piano |
torsdag den 19. maj 2016
Pelléas et Mélisande på Malmö Opera
Så, og især hørte, Pelléas et Mélisande på Malmö Opera, det var i forgårs.
Man slår op på hvilkensomhelst side i det 409 sider lange partitur, og det er Debussy så uforveksleligt!
Opsætningen er meget rost, men min ven Spillemanden var ude med malurt i bægeret, han syntes at de agerede stift og sang udramatisk. Han synes, at Peter Langdal skal lave operaen. Det kunne jeg egentlig også godt tænke mig.
Nuvel, det var den bedste opsætning jeg har set, hvilket er en del, da det er et af mine absolutte yndlingsværker indenfor opera. Også selvom jeg ikke helt kan forklare, hvad jeg har oplevet, når jeg går derfra...(!)
Aftenens clou var akustikken og den sindssygt lækre indstudering rent musikalsk. De spillede som missekatte, og teatrets vægge var klappet sammen til lille format, hvilket er det bedste, for ved helt åben sal forsvinder lyden ud i siden... Hurra for en musikalsk oplevelse i særklasse, den kommer aldrig tilbage igen så god...!
Etiketter:
kunst/bøger/film,
rejser,
værker at lytte til
onsdag den 11. maj 2016
Girls Just Want Equal Funds
For nylig gik en række popmusikere på scenen og omfortolkede deres egne gamle hits til aktuelle budskaber. Heriblandt Cyndi Lauper, hun ændrede det legendariske firserhit "Girls Just Wanna Have Fun" til: "Girls Just Want Equal Funds", kvinder vil bare have ligeløn, et usædvanligt og fedt opråb i kampen for ligeløn:
http://www.rollingstone.com/tv/news/see-cyndi-lauper-james-corden-sing-girls-just-want-equal-funds-20160510
http://www.rollingstone.com/tv/news/see-cyndi-lauper-james-corden-sing-girls-just-want-equal-funds-20160510
torsdag den 21. april 2016
Rettigheder
Det danske forlag er lukket og opkøbt af et større.
Det større har den ikke længere på lager, så de henviser til det engelske moderforlag.
Det engelske moderforlag henviser til den danske oversætter og det australske bedstemoderforlag(?!)
Samtidig er der en international humanitær organisation inde over, de henviser til forlaget, som jo altså er lukket.
Oversætteren henviser til den humanitære organisation.
Forvirret?? Det er jeg. Men også opsat på at bruge teksterne, som jeg faktisk havde option på allerede for 20 år siden, men det til et andet værk...
søndag den 10. april 2016
Dårlige undskyldninger
... er, som bekendt, det, som vejen til helvede er brolagt med...
Tillad mig alligevel at beklage, at jeg måske er lidt fraværende fra min dejlige blog for tiden. Men jeg skriver opera(!!!)
torsdag den 31. marts 2016
Jubilæum med Coco
For nogen tid siden holdt Concerto Copenhagen 25 års jubilæum med et omfattende Händel-oratorium, hvor Moses og israelitterne udvandrer fra Egypten. Det fandt sted i DKDMs koncertsal.
Det var en enestående koncert. Lars Ulrik Mortensen fægtede med armene i hidtil uset omfang, nærmest møllehjul var han ude i. Det fik sit kontrapunkt i ensemblets meget spæde lyd, man skal lige vænne sig til den, når man er vant til at høre 'moderne' 1700-tals violiner i den samme sal.
Det hollandske kor var aftenens store scoop, i slutningen sad jeg med lukkede øjne og åben mund for at få det hele med. Deres vibratofri lyd gør fletteri af stemmer helt sygt lækkert. Måske også den lave kammertone gør deres stemme så blød??!
Dronningen og Prinsgemalen overværede begivenheden, og det taler da for, at Coco nu har fået fuld anerkendelse. Det var dog efter at Prinsgemalen var gået på pension, skete dét ikke nytårsaften(?), så han var nok lidt fraværende. Midt under en central arie tog han i hvert fald lommetørklædet frem og snød næse. Måske han bare var rørt.
For tiden har Coco en huskomponist, Karl Aage Rasmussen. Han bidrager med gode programnoter, og ventes at barsle med en obokoncert til ensemblet. Trut for det!
Abonner på:
Opslag (Atom)



