Nodeværkstedet, det usynlige

Dette er et aktuelt kig ind i mit nodeværksted januar 2017.
Jeg er så glad for min arbejdsplads, hvor alt er indenfor rækkevidde, og mit trofaste Roland elklaver med hovedtelefoner og mit gode skrivebord med ståhøjde udgør hele min verden, når det virkelig står på.
Denne kombo kan anbefales: man sidder rigeligt ned, og i stedet for at køre frem og tilbage mellem klaver og skrivebord med støj for underboen og ødelagte gulve til følge, er dette bare superpraktisk. Ned og sidde og prøve noget af, op igen og skrive videre. Og sådan går dagene.
Det allervigtigste er dog usynligt: lyden. Den er helt optimal. Vores gamle ventilationsanlæg, som jeg har brokket mig en del om, en skramlet traktor lige over mit hoved, er skiftet ud med et aldeles lydløst anlæg. Sådan!
Tak til de højere magter og lidt til bestyrelsen.

Beethovens klaversonater II

Var jo egentlig sulten på at lytte til Beethovens klaversonater, men nu blev det så i første omgang hans klavertrio "Geister-trioen", som jeg faldt over med Argerich og co. Tre livsfarlige kattedyr, der med erfarne poter driver rundt med tonesæt, suspense og mavepumpere af sforzandoer. Hvor de samtidig så dejligt lader det hele tage den tid, det tager. Måske fordi indspilningen er live, det er fra Verbier-festival 2007.
Jeg troede, at jeg skulle lytte til lidt musik, haha. Jeg kom til at høre sandheder om at være menneske.

Nyt nodeværksted

Så faldt dét på plads.
Jeg har fundet mit nye nodeværksted. Som kunstner føles det ofte sådan, at der kun er een vej ud af den manglende økonomi: at flytte i telt og holde op med at spise.
Denne anordning løser begge spørgsmål: et udmærket shelter, og den flotte udsigt kombineret med guldmaling gør, at man bliver mæt alene af indtrykkene...

34 minutter

er, hvad vi har fået foræret af dagslys. Ikke ringe. Mærkbart.
Alligevel vader jeg rundt i en tåge og føler mig ikke på højde med nogensomhelst situation. På de forskellige musikinstitutioner, hvor jeg har min gang, har folk huerne trukket godt ned i panden, krammene er slappe. Selv de mest kindkyssende sopraner er januaragtige.
Opløftende at falde over nogle Bach-kantater, nyde hvordan stemmerne fletter. Plante smil og plante solskin.
Elb-Philharmonie er blevet indviet. Tillykke Hamburg! Violinist har fået Sonningprisen, tillykke violinist!
Livet fortsætter. Bare lidt hyacintagtigt langsomt.

Beethovens klaversonater I

   De kan komme lige ud af Det Blå, de særeste lyster. Midt i overvejelser om korsatser, børnemusik, redigering af stof, opera og meget andet, får jeg en overvældende trang til at lytte til Beethovens klaversonater(…!)
  Hvorfor er de gode?
  Der findes halv-objektive svar på den slags, frembragt med godt gammelt analyseværktøj, hvor sonaternes satser brydes ned i satsdele, harmonik, figurer, og det fx. er muligt at nyde godt af Ludwigs såkaldt GENNEMBRUDTE sats, altså der, hvor melodunten flytter frit rundt mellem forskellige stemmer fra melodibid til melodibid.

  Hvorfor vil sonaterne have kvalitet for mig? Nu? - er nok de mere relevante spørgsmål.
  Min trang til at lytte til Michelangeli eller Brendel eller Argerich er enorm, som en sult. Min gode pianist-ven siger så, apropos, at hans nytårsaften forløb således: først en anretning af østers ved et fint dækket bord kl. 19, altså tout seul, ingen gæster (ingen Dronning heller overhovedet, heldige ham), så spillede han Beethovensonater til ved 23-tiden, så drak han en halv flaske champagne, gik i seng og døsede hen, netop som han hørte råbene fra gaden og fjerne rådhusklokker klokken 00… Den historie fortæller jo i sig selv en del om sonaterne, de er Det Bedste Selskab.
  Der er ingen Michelangeli eller Brendel eller Argerich'er i min nærhed foreløbig, jeg må på biblo, hente noder, sætte mig ved det bærbare krystalapparat og suge til mig, i mig.
  Mens jeg skriver, dæmrer noget, en vej jeg p.t. følger af musikalsk stilstand, Debussy'sk, måske jeg trænger til antidoten..?!!

Til alle nodenørder...

sångarsker, filharmonikere og alle jer andre: 

GODT NYTÅR!

Vi ses i 2017...

Børn skriver noder

Det har været en svær nød at knække, kan man få folk til at skrive lidt noder, som jeg kan spille på min violin?
Nu har jeg fundet løsningen i form af Kik-Spil, hvor man trækker brikker og laver en uformel lille sats lige til at opføre...
Se bare her, hvordan børnene gik til den på Rundhøjskolen ved Århus:

Foto: Birgitte Madsen, musiklærer, Rundhøjskolen, november 2016