Min succés er nu åbenbar, min økonomi er ikke helt og aldeles håbløs, jeg skriver på flere værker og har et nu mangeårigt samarbejde med det dybe kvalitetsmenneske og pianist Christina.
Om lidt blomstrer syrenerne, og jeg har fået lyst til at holde i hånd. Og det skal være med en meget venlig mand.
På sikker afstand af min ungdom(...!) begynder jeg at se bredere, længere perspektiver, noget jeg i høj grad arbejder med i min musik, ja, det er faktisk omdrejningspunkt i min dialog med traditionen. Fordi netop modernismen, som jeg er rundet af, har opbruddet som sin kerne, føles det lige nu nærmest livsnødvendigt at finde det episke frem, vove det. Den store, sammenhængende fortælling.
Den generation af komponister, som jeg tilhører, er vidt spredt mellem de store interessefelter: elektronik, konceptkunst og, som jeg, partiturmusikken. Der har været store tragedier med tidlige dødsfald af jævnaldrende kollegaer, men vi klemmer på.
To af de allerbedste, som netop laver partiturer, er desværre blevet ramt af den barske sygdom, som starter med P, men de skriver hvad de kan og skaber fortællinger. De livshæmmende omstændigheder, rammerne, er et vilkår, det ved jeg fra mit mangeårige, meget givende bijob i plejebranchen. Jobbet har bragt mig helt tæt på det danske og såmænd også det internationale samfund, hvor jeg nyder selskab af folk fra, bogstaveligt, hele kloden. Engang var jeg på vagt med folk fra hele 5 kontinenter...! Masser af lærdom om immigration og masser af historier fra den absolutte udkant af samfundet.
At samtidig pleje og passe og skåne og opmuntre nogle af samfundets svageste, det skaber mennesklige erfaringer, og derfra ved jeg med sikkerhed at kunne sige: man er ikke sin sygdom, for, ærlig talt: man er sgu heller ikke sin sundhed (selvom fascister tror på den slags).
Trioen for horn, violin og klaver blev færdig sidste år, 1. sats er allerede opført ved et par koncerter sidste sommer, nu bliver det til en uropførelse af det samlede værk: sats 1 samt de nye: sats 2 leggiero og sats 3 con moto, den 15. april i Furesø Musikforening, info:
https://galaksen.dk/program/horntrio/
Programmet kan endvidere opleves på Vemmetofte Kloster den 28.5.:
Samt på Anholt Sommerkoncerter 6.7.
Som en lille opdatering herfra nodeværkstedet, travlhed med en lejlighedskomposition, arbejdstitel: "Anholt under disen" til koncert i Anholt Kirke den 6. juli, "smut" gerne forbi, tihi.
Mest bøvl med finansiering af store projekter, for at optræde transparent: det går ikke for godt med at få min "Ensomhedskantate", tekst af Shakespeare "Fønix og Turtelduen" ud at spille, det er minimalt hvad jeg har opnået af midler. Lidt bedre går det med min "BMW", ballet-musik-workshop, men det er mest fordi min gamle ven og pianist og balletkender Deborah Wood klør på med krum hals og nul i honorar, SUK altså...
Med en anden veninde har jeg en joke kørende: hvad ville du gøre, hvis du fik 30 mill. kr., nu har jeg sat et budget op, det kan vel ikke skade: i hvert fald en lejlighed med et separat arbejdsværelse, det er i sig selv en succés at jeg stadig (stædig) er blevet ved med at komponere i alle disse år i min krog på cirka 2 kvadratmeter, denne lille krog er en civilisationsmarkør, jeg siger det bare(!)Meeen: en smule mere plads og en dør at lukke efter endt arbejde....
Dertil en personlig assistent til redigering af noder, printning, kommunikation og andet godt, bare en dag om ugen. Og en hushjælp, som kan være her to dage om ugen, lave husligt arbejde og hjælpe med forberedelse af den ugentlige dinner, som jeg så ville være i stand til at afholde for familie og venner, mums.
Samt investeringer i grønne tiltag og især udbredelse af min musik: koncerter og indspilninger, PR, jamen altså, hvad man ville kunne udrette.
Tænk, hvor man kan bekymre sig: jeg er verdensmester i at gå i stå i administrative pligter: underligt, når nu jeg kan opstille partiturer og drible med instrumenterne i omfattende satser, men det sortner lidt for øjnene ved tanken om at opstille tal i kolonner.
Det vrimler ellers med gode tiltag her, med projekter, hvor tonerne nærmest springer ned på papiret, og fint ansøgningsarbejde, hvor nogle af fondene faktisk siger ja. Jeg kunne imidlertid godt bruge noget mere dejlig og derfor opmuntrende respons. Det kunne meget vel være gennem en erfaren leder og fundraiser fra andre dele af kulturlivet og/eller, tjah, medicinalbranchen...!
Sammen er man bare bedre, og nogen har vist sig god til at vise vejen med brug af kunstig intelligens, det har sparet mig for mange timers besvær med at formulere ansøgninger. Men også idéer til budgetter var og er velkomne: " - Hellere samle flere projekter til én stor ansøgning".
 |
| Johannes Søe, Eva NK, Christina Bjørkøe og Lasse Mauritzen i Sorgenfri Kirke |
Så blev det til en dejlig uropførelse af min seneste opus: "Sats for horntrio", programmet indeholdt også Brahms' horntrio og Mozart mm. Det gentages 10.8. kl. 16:00 ved Aarhus Sommerfestival: https://www.ellevangkirke.dk/kunst-kultur-og-koncerter/aarhus-sommerfestival
.png)
Kom til koncert med nyt fra nodeværkstedet, jeg indleder et nyt samarbejde og man kan høre en bid musik få sin uropførelse:
https://www.sorgenfrikirke.dk/begivenhed/17-6-2025-flygelindvielse-koncert-nr-2-38132
.png)
Er just hjemvendt fra længe ventet rejse til Krakow i Polen. Mange, mange tanker og sansninger om livet i vores fælles Europa. Gennem årene læsning om de politiske vinde i Polen, og så dette nærstudie af den nærmest eksploderende infrastruktur med spritnye stationer og baner og alt mulig andet i hele landet. Til sammenligning er der jo vist ikke blevet investeret på samme måde i det østlige Tyskland... Nydelige køkkenhaver, en bekedenhed og værnen om det man har, men også en ensartethed, der under overfladen rummer den konservativ-småfascistiske undertone i tidligere østblok-områder. Desværre. Stærke musikalske rødder, masser af Nobelpristagere. Jeg er så glad for denne rejse, var flov over ikke tidligere at have besøgt dette genbo-land. Hjemturen over Berlin var lidt af et chok i al sin diversitet og andre historier. Og masser af musik i mit hoved.
Tilstede ved koncerten var en mand, som også var publikum ved mit tidligere orkesterværk "Salt strøm salt" i starten af nullerne. Dengang kom han hen til mig og sagde følgende: "Det var ikke så slemt som jeg troede". Dette er en ret spøjs og vel nok meget dansk kommentar. Vi kender ikke hinanden, jeg genkender ham blot som del af det faste publikum omkring klassisk musik, og han er jo, som jeg, blevet godt 20 år ældre.
Hvad der er sket i min musik, går i den retning han indirekte har udstukket. Og det giver mig rum til at reflektere over især modernismens rolle. Da jeg får mere og mere våde fødder af at træde over i en episk- traditionel musikalsk fortællestil. Der er bare ingen vej tilbage, jeg ville svigte mit mandat, hvis ikke jeg vovede dette.
Ja, så lykkedes det med prøvearbejde og koncert og det hele: min hornkoncert er blevet uropført sidste torsdag med Copenhagen Phil, deres solohornist Emilie Ravn Jensen var meget, meget velspillende solist og chefdirigent Christoph Gedschold ledsagede med lige så velspillende orkester.
Så dejligt at være vendt tilbage til at arbejde med orkester!
 |
(museets oversættelse af ovenstående:)
"Åbn din penneæske under gunstige forhold og nedfæld alverdens gaver, idet blækket i din rørpen er til at formgive lystens og skæbnens udseende."
.png) |
I november har der været gang i koncertlivet, og jeg har haft den ene vidunderlige oplevelse efter den anden.
Først var det Arnold Schönbergs blæserkvintet, 40 minutter og sjældent opført, et af de allerførste 12-toneværker overhovedet.Men forbavsende klassisk, romantisk, i sin gestik, når man er blevet vant til mere krads modernisme, serialisme og meget andet godt.
Så gjaldt det en liederaften i en kælder. Jeg har i mange år følt, at fx liedgenren nærmede sig en undergrundsstatus, og her var det altså ganske bogstaveligt(!) Faktisk har jeg i min vennekreds en ung mand, der går vildt op i lieder, og den interesse kan man nok også have for sig selv og selv gå på opdagelse i, men måske den er ved at få sin renæssance? Samme unge mand sætter til eksempel stor pris på Hugo Wolf(!) Her var det den skønne, fuldtklingende wagnerstemme i skikkelse af Britt-Tone Müllertz, som sammen med pianist Kristoffer Hyldig, i Hyldigs øvelokale, gav Mahlers Rückertlieder mm. De der Rückertlieder, dem skal jeg have kigget nærmere på...
Næste højdepunkt var livestreaming fra Malmö Opera af Verdis "Giovanna d'Arco" = Jeanne d'Arc. God opsætning og fra første strofe fra tenoren var man henført, det var Bror Magnus Tødenæs med den stærkeste mavemuskel-tenorsstemme siden Jussi Björling, dér kan man tale om at brænde igennem.
Sluttelig var jeg i Koncerthuset og høre DRorkestret i Brahms og Debussy. Øjøj, Debussys La Mer stod i perfekt balance, det var et under. Tak for alle disse oplevelse: musikere og koncertarrangører, nu kan det godt blive og være vinter...!
Så er det ved at blive sensommer på kvisten, jeg ser på nye projekter og læser korrektur på min Hornkoncert til Emilie Ravn Jensen og Copenhagen Phil:
https://copenhagenphil.dk/koncerter/haydn-og-schumann/
Allerede næste uge går turen til konservatoriets bibliotek for at finde nogle ganske bestemte noder, noget stof jeg må studere. Det er både trygt og frygteligt spændende at overgive sig til den noterede musik gang på gang, fjerne sig lidt fra hverdagens platforme. De er ikke uinspirerende, hverdagens sysler, men de store episke forløb, de ville mangle, hvis ikke jeg havde adgang til de der strømmende noder...
Arbejdet med min nye koncert for valdhorn og orkester lakker så småt mod enden. "En god komponist låner ikke, hun stjæler", let omskrevet citat af Stravinskij, og TIHI: jeg har stjålet friskt, osse fra Stravinskij....!
Så er det heldigvis igen blevet muligt at se KOMPONIST på Filmstriben, kræver bare biblioteks-login:
Noget af det aller aller sværeste er kommet til mig igen: (havde helt glemt hvor slemt det er) at slå darlings ihjel, kill your darlings, SUK....(!)
Ingen vej udenom den grusomme slagteproces. Måtte igår droppe nogle ottendedele i baslinien, nogle ottendele som har været med mig lige siden det helt originale idéoplæg til den sats jeg arbejder på. Skulle se et par færdige takter som partitur. Var gået ind på kongebib, det er for mig Diamantens gamle læsesal med de grønne lamper og skønne skønhed, hvor de studerende og andre sidder i absolut tystnad og grifler koncentreret. Et af mine yndlingssteder når noget skal på papir, dog ikke egnet for terningekast, det forstyrrer(!)
Men altså, opdager der, at jeg må slagte de elskede ottendedele i baslinien, var bare nødt til at droppe dem, satsen ændrede pludselig helt karakter og blev mere skubbet i retning af romantisk-tung end barok-flydende, altså æv, kunne jeg leve med det? Er nødt til det. Hovedprincippet er jo kun at skrive det som skal skrives.
Er denne morgen på slagteproces nummer 2: at udelade at arbejde. Okkedok, det kører for mig nu, for mindre end en måned siden satte jeg de første noder, og jeg begynder allerede at have færdigt materiale, så småt. Der er intet i vejen, jeg har mine formiddage, mine metoder, mit stof, mine rutiner, min arbejdsglæde, og det hele strutter af mening. Så hvad sker der lige? Jo, min stakkels mentale klumpfølelse, kendt gennem mange år, når jeg havde arbejdet for meget, for længe, for koncentreret. En farlig udbrændende tilstand: ikke i stand til at tale et ord med andre mennesker. Det går ikke, slut, ingen noder idag, lige til at tude over.
 |
