søndag den 30. oktober 2022

Online OPERA 2 anbefalinger

Under pandemien  krævedes en vis, æhæm, fleksibilitet, for at opnå operafølelsen...

For mig blev det mange opførelser på computer og med hovedtelefoner, bla. oplevede jeg streaming af Wagners Tristan og Isolde fra forbilledlige Folkoperan i Stockholm.

Nu fortsætter min last heldigvis, hæhæ, og jeg vil give jer et par tips, husk ikke at vente for længe, disse tjenester er gratis, men stoffet ligger der ikke så længe.

Den første er yderst spektakulær, og jeg glæder mig enormt til imorgen aften, hvor jeg skal opleve den sammen med to musikdrama-kolleger: Monteverdis Orfeo i indisk opsætning og MED INDISK MUSIKMIX!!!! TADAAA siger jeg bare... Det foregår på engelske Opera North.

Lakmé af Delibes har sjovt nok også indisk tema, men her udpræget etnocentrisk, denne opsætning fra Operá Comique er yderst lækker og velsunget, OBS for Blomsterduetten og Klokkearien, to topnumre i repertoiret. Der er undertekst på engelsk oa. i forskellige størrelser(!)

https://operavision.eu/performance/orpheus

https://www.arte.tv/en/videos/110243-000-A/leo-delibes-lakme/

 

 

fredag den 21. oktober 2022

Skriftlighed


 Min kære farmor Clara (1911-1995) skrev den fineste skråskrift, her en af hendes første diktater fra skolen. Det var jo med blæk, så der skulle holdes styr på at pennen virkede, uden at klatte vel at mærke, samtidig med at diktaten skulle aflyttes og omsættes til skrift. Man fornemmer en vis glæde ved selve skriften, jeg tænker den minder om min glæde ved noderne.

søndag den 26. juni 2022

Hvad skriver Eva lige nu...

   For tiden handler det om nye sange for sopran og klaver, denne gang sopranen Gabriella Pace og Christina Bjørkøe på klaver. Faktisk har jeg haft lejlighed til virkelig at færdes på de berømte bonede gulve, for jeg endte for et par uger siden til privat koncert hos den brasilianske ambassadør, hvor Gabriella skulle optræde. Så det er bestemt ikke altid ensomt og indadvendt at være komponist...(!)

  Har fået skrevet en del gode skitser, en struktur, døjede i lang tid med at få tilladelse fra den tyske forfatter til brug af teksten, kunne ikke få fat på forlaget, men så kom der pludselig et JA, kan desværre ikke røbe endnu hvem forfatteren er, det er lidt spektakulært.

  Bestillingen kommer fra Skagen Chamber Music Festival, det præcise tidspunkt og sted(er) for fremførelsen skal jeg nok skrive her.

fredag den 10. juni 2022

Genforening

 Samme Dusine, se forrige indlæg, blev født midt i Sønderjylland 1901 og gennemlevede derfor næsten hele det 20. århundrede. Hun gik i tysk skole som barn, for Sønderjylland var simpelthen, som bekendt, tysk indtil genforeningen i 1920. Min mormor Dusine var en af de heldige der fik trykket Christian X. i hånden, da han red gennem gaderne til hest. Det var jo nok en af hendes største oplevelser, som hun jævnligt pralede med.

tirsdag den 3. maj 2022

Min mormors fødselsdag


 Min kære mormor Dusine, nr. 12 i søskendeflokken, har fødselsdag idag, hun blev født i 1901 og gennemlevede hele det 20. århundrede, her står hun til højre med den mørke store hat, hun er vist på højskole og livet venter. Fra hende har jeg arvet en symaskine, som hun selv havde arvet fra en ældre søster, der var død af Den Spanske Syge. Under 2. Verdenskrig blev symaskinen motoriseret af min onkel Johannes, så Dusine kunne lappe og sy meget effektivt til hele familien. To pladser til venstre står hendes søster Ella, nr. 11 i søskendeflokken. Det var fra hende at vi arvede klaveret, som har lagt grund til min musikalske karriere.

torsdag den 28. april 2022

Togrejser

                                                 Prats-de-Mollo-la-Preste

  Her kommer lidt fif og tricks, hvis du/I gerne vil ud og køre i futtog på langdistance, en rejseform der passer ekstremt godt til mit temperament og min arbejdsrytme, og som jeg har genoptaget med stor glæde, nu hvor man virkelig kan gøre en dyd ud af det pga. klimakrisen(!!!)

  Vi, en mindre gruppe, var i god tid med planlægningen af en påskerejse Kbh.-Sydfrankrig t/r, men fik alligevel brug for en del improviseren. Lad os sige det sådan: der er rum for forbedring af pladsbillet-booking over grænserne i Europa(!) Ingen nævnt ingen glemt.

  Samme aften som vi skulle afrejse, åbnede der netop en ny linie Stockholm-Berlin med gode gamle nattog fra Svenske Järnväger, det lykkedes mirakuløst at få siddepladser Høje Taastrup-Hamburg og sovepladser på hjemturen, så var rammerne lagt: med mulighed for at sove på dette stræk kan man "alt".

  Jernbanenetværket er spredt som et dejligt spind ud over hele kontinentet, vi valgte nogle tyske forbindelser videre mod Paris, hvor vi ikke lykkedes med nattoget mod Toulouse, og derfor var nødt til at nyde en lang aften i Paris og lidt petit dejeuner før vores hjemmefra bookede TGV-tog næste morgen.

  Mange tog kører med højhastighed, især i Tyskland, hvor de viser farten på lystavler, vi lå jævnt på 315 km/t, så man kommer fremad.

  Efter dejlige ferie og skrivedage hos pianist Deborah Wood i Cazottes, St. Laurent de Cerdans, og mange små udflugter til borge og Middelhav og meget andet, vendte vi snuden hjemad.

  Nu var det blevet ægte påsketrafik, byerne virkede døde, togene var propfyldte, og de franske jernbanearbejdere truede med punktstrejker midt i valgtummelen. Det kom til en kraftig argumentation fra min side på fransk, selvom jeg egentlig ikke taler fransk(!) for at få os ombord på ruten Paris-Bruxelles, og senere var vi vidne til nogle meget lidt Ordnung-muss-sein tilstande i Tyskland, hvor der improviseres friskt med både togruter og friske "blinde" passagerer, men hvor der er GENIALE rigtige spisevogne med rigtige tjenere...

  Endte tirsdag morgen i Høje Taastrup og vi gik direkte på arbejde, veludhvilede.

onsdag den 9. februar 2022

En dronnings hastværk

 

En dronnings hastværk, nyt værk for piccolofløjte og strygekvartet, spilles 9.3. kl 19.30, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, samt 10.3. kl 19.00 Odense Odeon ifm. Nordic Piccolo Festival begge fri entré, Isabella Østenby debuterer på piccolofløjte ledsaget af Hermes Ensemble
 

 
Værket er skrevet 2021 på bestilling fra Isabella Østenby til hendes debutkoncert, og er derfor skruet sammen som en udfoldning af piccolofløjtens karakter, men måske især også skyggesider, en hemmelig og luftig poesi bagved den skarpe klang og de militære associationer.
En dronning, som piccoloen er, har travlt i en metoo-tid, dronninger har generelt travlt... Også i dyreverdenen: en nedfalden gedehams i et udhus efter en summen af travlhed, overfor en gotisk vævning...
Eva Noer Kondrup
januar 2022