For et par år siden var jeg i Berliner-philharmonien. Det var godt nok ikke Berliner Philharmonikerne der spillede, men orkestret fra Staatsoper. Daniel Barenboim dirigerede og Gidon Kremer var solist i Alban Bergs violinkoncert, efter pausen var det en symfoni af Bruchner, jeg husker ikke hvilken. Derimod husker jeg tydeligt andre dele af oplevelsen, måske fordi jeg havde en flok unge mennesker med som gæster, og jeg fungerede som en slags formidler af oplevelsen, selvom det var meget lyttevante unge mennesker…
De var meget optagede af hvor god akustikken var, og det nød de virkelig og lod ikke til at have nogen fordomme overfor tonesproget i Alban Bergs musik.
Sidenhen har en Leipzig-farende betroet mig, at hun mener at der lyttes mere intenst i Tyskland end i Danmark. Og det var netop det jeg studsede over: kvaliteten af fremførelserne var i top, men medlevelsen fra publikum var legio, der blev lyttet yderst intenst. Det meget stærke værk, som violinkoncerten er, skrevet som memoriam over et barns død, blev nærmest suget ind i ørerne, og jeg husker aftenen for den store trøst, som musik kan give. Rundt om koncertsalen var en storby med sin(!) historie, og rundt om dén en verden med megen uro og uvished, og måske derfor var der en hunger blandt publikum efter at tage musikken ind og derved opleve en form for kontemplation. Meget stærkt.
