Da Carl Nielsen skriver Fynsk Forår, er han temmelig langt henne i sin karriere og har skrevet de fleste af sine symfonier. Og det skinner meget igennem. Værket ville ikke hænge sammen, hvis ikke det var for hans store afklarethed, det er et lidt mærkeligt mix mellem oratorium, festkantate og plain sange, for slet ikke at tale om indlagte platheder (nærmest). Men det spiller faktisk.
Det blev sagt på Nielsens tid, at han ikke kunne instrumentere. Jeg synes nu det går meget godt. Selvfølgelig totalt klassisk instrumentation, men det passer også bedst til musikken. En parallel i motetsatsen mellem baryton og fagot er der hvor den mere knubbede Nielsen skinner igennem: en fagot har et afgørende anderledes og meget mere træagtigt vibrato end en baryton(!), men det er netop sådan noget, jeg godt kan lide. Hæhæ.
Iøvrigt anser jeg Nielsen for en førsterangskomponist. Og hvordan skal det forstås? Jo, vha. et citat af Richard Strauss: "Jeg er en førsteklasses andenrangskomponist". Det havde han fuldstændig ret i, en i sig selv elskelig selverkendelse. R. Strauss har beriget litteraturen med fede operapartiturer, noget geschwulstige, men bare godt skruet sammen, også på mere raffinerede steder, som dametrioen mod slutningen af "Rosenkavaleren". Og han har leveret top partier til sangerne, jeg har oplevet Renée Fleming og Barbara Bonney i "Arabella" på Metropolitan operaen i frygteligt kikset opsætning og været flyvende af lykke, for det er topmateriale for store sangere. Men altså, ret beset, R. Strauss var god til at sætte sammen men ikke i sin grundsten original. Det er Nielsen og derfor er det, sådan set, ligegyldigt hvordan han instrumenteres, og det vidste han nok også godt selv.
