I november har der været gang i koncertlivet, og jeg har haft den ene vidunderlige oplevelse efter den anden.
Først var det Arnold Schönbergs blæserkvintet, 40 minutter og sjældent opført, et af de allerførste 12-toneværker overhovedet.Men forbavsende klassisk, romantisk, i sin gestik, når man er blevet vant til mere krads modernisme, serialisme og meget andet godt.
Så gjaldt det en liederaften i en kælder. Jeg har i mange år følt, at fx liedgenren nærmede sig en undergrundsstatus, og her var det altså ganske bogstaveligt(!) Faktisk har jeg i min vennekreds en ung mand, der går vildt op i lieder, og den interesse kan man nok også have for sig selv og selv gå på opdagelse i, men måske den er ved at få sin renæssance? Samme unge mand sætter til eksempel stor pris på Hugo Wolf(!) Her var det den skønne, fuldtklingende wagnerstemme i skikkelse af Britt-Tone Müllertz, som sammen med pianist Kristoffer Hyldig, i Hyldigs øvelokale, gav Mahlers Rückertlieder mm. De der Rückertlieder, dem skal jeg have kigget nærmere på...
Næste højdepunkt var livestreaming fra Malmö Opera af Verdis "Giovanna d'Arco" = Jeanne d'Arc. God opsætning og fra første strofe fra tenoren var man henført, det var Bror Magnus Tødenæs med den stærkeste mavemuskel-tenorsstemme siden Jussi Björling, dér kan man tale om at brænde igennem.
Sluttelig var jeg i Koncerthuset og høre DRorkestret i Brahms og Debussy. Øjøj, Debussys La Mer stod i perfekt balance, det var et under. Tak for alle disse oplevelse: musikere og koncertarrangører, nu kan det godt blive og være vinter...!