Noget af det aller aller sværeste er kommet til mig igen: (havde helt glemt hvor slemt det er) at slå darlings ihjel, kill your darlings, SUK....(!)
Ingen vej udenom den grusomme slagteproces. Måtte igår droppe nogle ottendedele i baslinien, nogle ottendele som har været med mig lige siden det helt originale idéoplæg til den sats jeg arbejder på. Skulle se et par færdige takter som partitur. Var gået ind på kongebib, det er for mig Diamantens gamle læsesal med de grønne lamper og skønne skønhed, hvor de studerende og andre sidder i absolut tystnad og grifler koncentreret. Et af mine yndlingssteder når noget skal på papir, dog ikke egnet for terningekast, det forstyrrer(!)
Men altså, opdager der, at jeg må slagte de elskede ottendedele i baslinien, var bare nødt til at droppe dem, satsen ændrede pludselig helt karakter og blev mere skubbet i retning af romantisk-tung end barok-flydende, altså æv, kunne jeg leve med det? Er nødt til det. Hovedprincippet er jo kun at skrive det som skal skrives.
Er denne morgen på slagteproces nummer 2: at udelade at arbejde. Okkedok, det kører for mig nu, for mindre end en måned siden satte jeg de første noder, og jeg begynder allerede at have færdigt materiale, så småt. Der er intet i vejen, jeg har mine formiddage, mine metoder, mit stof, mine rutiner, min arbejdsglæde, og det hele strutter af mening. Så hvad sker der lige? Jo, min stakkels mentale klumpfølelse, kendt gennem mange år, når jeg havde arbejdet for meget, for længe, for koncentreret. En farlig udbrændende tilstand: ikke i stand til at tale et ord med andre mennesker. Det går ikke, slut, ingen noder idag, lige til at tude over.
