onsdag den 14. juni 2023

Sommerstatus

Det er blevet tid for en lille opdatering fra Nodeværkstedet.

Min seneste uropførelse "ATLAS" har, i forskellige henseender, givet mig et indre grønt lys til at trække mine metoder ud i større formater igen, og jeg vender tilbage om denne guld-bestilling jeg har fået, når jeg må, den skal indtil videre hemmeligholdes ift. værkets karakter og bestilleren.

Til gengæld har jeg slået mine folder på KLANG-festival og bl.a. oplevet Yannis Xenakis' værk Persephone i Operaens foyer, det var virkelig en stor oplevelse. Det er for 6 slagtøjsspillere, der omringer én, og de var endvidere placeret i 2 niveauer, da to var opstillet på trapperepos'en symmetrisk, endvidere to under den flotte skal af træ, de sidste 2 ved indgangene, hvor de også havde deres egen akustik pga et udhæng. Koncerten var integreret i arkitektur-biennalen, og det var bare en sublim kobling...!

Så har der været møder i KODAs musikfaglige udvalg, som jeg er en del af, et arbejde jeg elsker, og lidt forskellige andre former for komponist-sammenrend, hvor jeg lige kunne tale lidt med yngre og ældre kollegaer. Meget godt med lidt fagsnak: jeg var faktisk i sin tid, da førnævnte Xenakis stadig levede, så heldig at være til masterclass hos ham på det daværende konservatorium ved siden af Glyptoteket. (Der er hotel idag, så man kan leje sig ind i en suite og mindes sine dejlige eksamensnerver, pyha.., ville næppe sove godt dér...) Jeg oplevede en forståelse fra hans side for det jeg arbejdede med, det var mine "gamle" klaveretuder "3 Studies" han blev forelagt. Jeg arbejder med nøjagtig det samme idag: tilfældigheden. Men vel nok mere modent, forholdsvis afklaret(!)

Der kunne snart drypvis falde nogle overvejelser her i bloggen om nogle strukturelle udviklinger i dels kunstmusikkens udtryk, og også i kunstnerens rolle i samfundet, jeg tror nemlig den bevæger sig nye og bedre og mere konkrete steder hen. Foreløbigt ønskes alle: GOD SOMMER!