 |
Musikeren på billedet var sikkert IKKE en der spillede uperfekt, ved ikke hvem det er...
|
Her hvor coronatiden trækker ud og trækker ud, vil jeg nævne en mulig POSITIV sideeffekt. Ud over de åbenlyse, som er en kollektiv opmærksomhed på den lokale natur, en begrænsning i forbrug og flytransport m.m.
Nogle mener, bla. David Byrne fra Talking Heads, at muligheden for fonografisk gengivelse, dvs. først lydoptagelse, så radio, så grammofon, nu lydfiler osv., har ført til en perfektionering i live opførelser af også klassisk musik. Det kan der være noget om.
Her i sommers skete der så følgende: alle mine udøvende kollegaer, sangerne og instrumentalisterne, havde i en periode været uden jobs. De havde måske klaret sig igennem med kompensation og /eller dagpenge, men de var kommet helt ud af deres sædvanlige travlhed med at være på toppen hele tiden mellem afvikling af koncerter, indstudering af nye ting og vedligeholdelse af apparatet.
Pludselig kom der koncerter igen, ofte en masse småjobs, og man skulle op på hesten igen. For nogle betød det en kolossal træthed, de kom til en prøve og gik fuldstændigt udmattede derfra, overraskede over, at de var vant til denne "most" 24/7, før coronaen slog ned.
Andre troede sig i samme form som de plejede, de fik sagt ja til for mange af disse småjobs, man kunne opleve topmusikere fumle sig gennem passager, hvor de så himmelfaldne ud: "hvorfor driller det her? Jeg plejer at kunne det hele..."
MÅSKE har dette ført til noget godt: jeg er selv ikke perfektionist, der er sgu altid huller på strømperne og flænger i bagtæppet. Det er ikke for det tekniske jeg gør det her. Men den har været svær at forklare, nu er der en fælles falden ned, som, i min optik forhåbentlig, kan hjælpe til at uddestillere hvad der kunne være af dybere, væsenlige budskaber i den enkelte indstudering, den enkelte opførelse. Jeg glæder mig til det kommende år. At lytte.
