Beethovens klaversonater I

   De kan komme lige ud af Det Blå, de særeste lyster. Midt i overvejelser om korsatser, børnemusik, redigering af stof, opera og meget andet, får jeg en overvældende trang til at lytte til Beethovens klaversonater(…!)
  Hvorfor er de gode?
  Der findes halv-objektive svar på den slags, frembragt med godt gammelt analyseværktøj, hvor sonaternes satser brydes ned i satsdele, harmonik, figurer, og det fx. er muligt at nyde godt af Ludwigs såkaldt GENNEMBRUDTE sats, altså der, hvor melodunten flytter frit rundt mellem forskellige stemmer fra melodibid til melodibid.

  Hvorfor vil sonaterne have kvalitet for mig? Nu? - er nok de mere relevante spørgsmål.
  Min trang til at lytte til Michelangeli eller Brendel eller Argerich er enorm, som en sult. Min gode pianist-ven siger så, apropos, at hans nytårsaften forløb således: først en anretning af østers ved et fint dækket bord kl. 19, altså tout seul, ingen gæster (ingen Dronning heller overhovedet, heldige ham), så spillede han Beethovensonater til ved 23-tiden, så drak han en halv flaske champagne, gik i seng og døsede hen, netop som han hørte råbene fra gaden og fjerne rådhusklokker klokken 00… Den historie fortæller jo i sig selv en del om sonaterne, de er Det Bedste Selskab.
  Der er ingen Michelangeli eller Brendel eller Argerich'er i min nærhed foreløbig, jeg må på biblo, hente noder, sætte mig ved det bærbare krystalapparat og suge til mig, i mig.
  Mens jeg skriver, dæmrer noget, en vej jeg p.t. følger af musikalsk stilstand, Debussy'sk, måske jeg trænger til antidoten..?!!