For nogen tid siden holdt Concerto Copenhagen 25 års jubilæum med et omfattende Händel-oratorium, hvor Moses og israelitterne udvandrer fra Egypten. Det fandt sted i DKDMs koncertsal.
Det var en enestående koncert. Lars Ulrik Mortensen fægtede med armene i hidtil uset omfang, nærmest møllehjul var han ude i. Det fik sit kontrapunkt i ensemblets meget spæde lyd, man skal lige vænne sig til den, når man er vant til at høre 'moderne' 1700-tals violiner i den samme sal.
Det hollandske kor var aftenens store scoop, i slutningen sad jeg med lukkede øjne og åben mund for at få det hele med. Deres vibratofri lyd gør fletteri af stemmer helt sygt lækkert. Måske også den lave kammertone gør deres stemme så blød??!
Dronningen og Prinsgemalen overværede begivenheden, og det taler da for, at Coco nu har fået fuld anerkendelse. Det var dog efter at Prinsgemalen var gået på pension, skete dét ikke nytårsaften(?), så han var nok lidt fraværende. Midt under en central arie tog han i hvert fald lommetørklædet frem og snød næse. Måske han bare var rørt.
For tiden har Coco en huskomponist, Karl Aage Rasmussen. Han bidrager med gode programnoter, og ventes at barsle med en obokoncert til ensemblet. Trut for det!
