mandag den 19. januar 2015

Grå morgen og brillans


Clara Haskil 1895-1960


Hermed er en ny lytning igang. Ærkeklassisk. Det bliver Mozarts klaverkoncerter, jeg må bare høre nogle af dem. Der er ikke muligheder for at stjæle direkte: karakteren af Mozarts værker gør dem svære at bryde ned i enkeltdele, delene er så enkle tilsidst, at det smuldrer mellem fingrene på en. Til forespilning ved stillingsbesættelse i orkestrene, skal musikerne så vidt muligt fremføre Mozart i mellemrunden, for hvis de kan dét, så kan de….! Der er nemlig ikke meget at operere ud fra. Men altså: det, der så er…
Denne morgen bliver det klaverkoncert nr. 27 med Clara Haskil i en indspilning fra 1957. Selvom jeg ikke direkte kan hapse, håber jeg alligevel at noget siver ind. Under alle omstændigheder: nydelsen ved at sætte sig en grå januarmorgen og lytte til dette er ubeskrivelig, bare fedt at kunne undskylde med, at det er "i embeds medfør". Hæ.

mandag den 5. januar 2015

Sikken voldsom trængsel


- og alarm, det er koldt - og vådt - , og man må STÅ sig varm.
Så har vi igen været gennem en del af julens glæder, og oplevet det danske samfunds hånlatter overfor de bløde trafikanter.
Vi skriver 2015, men det er ikke muligt på mindre togperroner at finde læ, endsige en smule varme. Selv på større stationer er det ikke muligt at hverken opholde sig indendørs eller komme på wc, og hvis der overhovedet er en kiosk, kan man kigge i vejviseren efter dens åbningstider.
Man skulle tro, at trafikken var indrettet for mennesker, men det er den ikke: den er indrettet for biler.
Skal man som gående eller med cykel på tur med de større færgeforbindelser, er billetten uforholdsmæssigt dyr og serviceniveauet helt under dørken. Hvorfor: jo, færgerne får tilskud for at kunne konkurrere med BILbroerne, og får derfor deres tilskud pr. bil, der kører ombord, og så er alt andet andet jo ligegyldigt…(!)
Meget ejendommeligt at man ikke udnytter moderne IT og teknologi til at lave fede transportsystemer fra dør til dør, hvor man kan læse, snakke eller bare slappe af trygt, varmt, enkelt.
Hermed ønskes et godt og mere velrejsende nytår til alle læserne af min blog!