Nu er jeg på biblo faldet over nogle strygekvartetter af Conlon Nancarrow. De er selvfølgelig indspillet af den altædende og virtuose Arditti Quartet. Det undrer mig lidt, at Conlon Nancarrow sådan har bakset med det klassiske kvartetensemble, for det er noget helt andet, han kendes for. Jeg må altså høre, hvad det er, og bliver glad, ikke uinteressant at lytte til...
Nancarrow er mest kendt for sine pianoruller, han indspillede topkaotiske værker for mekanisk klaver, hvilket resulterede i værker med angiveligt 5 armede 17 fingrede pianister…;-) Og populær var han ikke, måtte under Mccarthyismen flytte til Mexico. En skrupsak og særling af de bedste. Som min ven og kollega Pelle Gudmundsen-Holmgreen kan jeg ikke få nok af det sære, det bør hyldes og endnu mere nu, hvor smartphoneriet truer os med så meget desto mere ensretning.
Der var midt i sidste århundrede en stor skole i USA for hjemmelavede instrumenter, Harry Partch var en anden af komponisterne, han lavede selv sine marimbaer for at få dem stemt i særlige mikrotonale skalaer. Jeg studerede en overgang hos Paul Gallagher, New Jersey, som havde udviklet en mikrotonal skala med op til 32 trin i oktaven, og som sang sin skala perfekt og udviklede værker over det. Det er mine gamle feministiske anfægtelser, der også slår igennem her, som helt ung var det mig svært imod at skulle overtage "mændenes klangunivers", jeg var villig til at opfinde DET HELE fra bunden igen. Heldigvis fandt jeg ud af, at med min flig af virkeligheden kunne jeg sagtens yde en indsats med eksisterende instrumenter og noteringsformer…
Eksempel på Pauls musik:
