Nu er jeg ved at være igennem en langsommelig proces med at finde ud af, hvordan kniplinger kan "lyde". Emnet bringer mig hele tiden vidt omkring. Ikke alene på lange rejser, fx til istanbul, men også på kortere mentale rejser. I en bog om frihåndsknipling, som jeg har stående på min nodepult, er der fx billede af et stykke pudevår fra Lyø, der er besat med den (hidtil fundne..) bredeste kniplingsbort, udviklet over 5 generationer af kvinder.
Jeg kan godt forstå hvor de har haft inspirationen fra. Jeg har nemlig selv under et sejltogt haft mulighed for at vandre i det endda meget bakkede landskab på Lyø ved skumringen en lun sommeraften. Helt guddommeligt. Man skal gå ud på den østlige side af øen modsat klokkestenen, som ellers også er ret sjov at spille på ;-)
Seneste æstetisk-auditive spørgsmål var, hvordan jeg skulle få kniplingen ensformig nok men samtidigt stoflig. Den er jo oftest udramatisk ensfarvet, men alligevel meget mønstret og lidt knoldet og yderst episk, altså historiefortællende. Jeg har derfor skrevet lange baner af fiktive kniplinger på nodepapir, som jeg har udviklet særligt til dét.
Nu er jeg ved at lave selve satserne…!
